Enorme bonusser i betalingsselskab har været i fokus i retssag i Glostrup. Tidligere chef taber civil sag.

En tidligere chef i betalingsselskabet Nets har tabt en retssag, hvor hun krævede 21,5 millioner kroner plus renter af selskabet.

Tre dommere i Retten i Glostrup har fredag frifundet Nets Denmark A/S i sagen.

Opgøret har fået en del omtale i medierne, fordi selskabet i forvejen er kendt for enorme beløb i bonusordninger til den øverste ledelse med Bo Nilsson i spidsen.

Ralitsa Møller var tidligere chef for den såkaldte treasury-afdeling i Nets. Hun blev afskediget i november 2015. I retssagen påstod hun, at fyringen var uberettiget, og at hun havde krav på millioner af kroner.

Ligesom andre chefer havde hun skudt penge i et incitamentsprogram. Hendes aktier blev tilbagekøbt af Nets. Men ved den senere børsnotering af selskabet i 2016 steg værdien af aktierne voldsomt, og på papiret stod hun til godt 20 millioner kroner.

- Det er ikke et spørgsmål om at være tilfreds eller ikke tilfreds. Det er et spørgsmål om, hvad min aktieandel var værd, sagde Ralitsa Møller ifølge dagbladet Børsen i retten.

Hun har hævdet, at ledelsen var klar over udsigten til et kæmpemæssigt kurshop, da hun modtog en ekstra fratrædelsesgodtgørelsen på 2,3 millioner kroner.

Det mente Retten i Glostrup ikke, at Nets havde.

Desuden var fratrædelsesaftalen et kompromis mellem Nets, der mente, at kvinden kun havde krav på markedsprisen på 875.000 kroner, og den tidligere chef, som mente, at hun havde ret til at beholde kapitalandelene.

Godtgørelsen på 2,3 millioner kroner var indgået efter forhandling og med bistand fra den tidligere chefs advokat.

Retten har besluttet, at Ralitsa Møller skal betale sagens omkostninger. Det indebærer blandt andet udgifterne til Nets' advokat, som løber op i 400.000 kroner.

De tre dommere var enige om udfaldet.

Nets har en helt central opgave i samfundet. Selskabet driver NemID for staten og styrer desuden Dankortet og betalingsservice.

I 2016 betød en børsnotering, at værdien blev sat til 30 milliarder kroner. Dette udløste enorme gevinster til cirka 70 ledende medarbejdere. Den øverste chef, Bo Nilsson, fik en personlig aktiegevinst på mere end 500 millioner kroner.

I maj i år kunne dagbladet Børsen afsløre et nyt bonusprogram med cirka 60 chefer som deltagere, som igen udløste debat om grådighed i erhvervslivets top.

I det mindst positive scenarie står de til en gevinst på 3,7 milliarder kroner. I det bedste scenarie, hvor driftsresultatet øges med 50 procent og gælden nedbringes markant, er der udsigt til en gevinst på syv milliarder kroner om fire år.

Ifølge Børsens beregninger står topchef Bo Nilsson til at få mellem 1 og 1,9 milliarder kroner. En professor har betegnet programmet som "meget lukrativt". Nets ejes af den amerikanske kapitalfond Hellman & Friedman.

/ritzau/