Der er grundlag for at mistænke fem unge for terror - dog ikke mod Christiansborg og andre institutioner.

Der er grundlag for at udvide sigtelsen mod fem unge til at omfatte terror, siger en dommer i København. Dommeren mener, at de brandstiftelser, som de fem er mistænkt for, også udgør en overtrædelse af straffelovens paragraf om terror. 

Men politiet fik også et nej: Der er nemlig ingen begrundet mistanke om, at gruppen ville sætte ild på Christiansborg, Integrationsministeriet, Justitsministeriet og Livgardens Kaserne, fastslog dommer Marianne Madsen.

Kendelsen er afsagt efter et usædvanlig langvarigt retsmøde. Det har varet to dage og sluttede først fredag klokken 15.40. Bag lukkede døre har anklageren, politiadvokat Dorit Borgaard, præsenteret dommeren for et omfattende materiale, som blandt andet er indsamlet af Politiets Efterretningstjeneste.

De fem unge mænd har dog ikke besvaret spørgsmål. De smilede til den håndfuld familiemedlemmer og venner, der kom ind i retslokalet, da kendelsen blev afsagt. Dommeren mener, at der er fare for, at de fem vil forstyrre politiets efterforskning, og at de på fri fod igen vil antænde ild.

Derfor forlængede hun fængslingen indtil 8. september. De to forsvarere, Hanne Reumert og Peter Hjørne, har kæret kendelsen til Østre Landsret. De unge nægter sig skyldige i alle sigtelser - men fire har tilstået, at de satte ild ved Politiskolen sidst i april.

I nogle måneder har gruppen været varetægtsfængslet for en halv snes brandattentater i København og omegn mellem april 2010 og deres anholdelse året efter. Det er blandt andet gået ud over Grækenlands ambassade i København, hævder politiet.

Fire af de unge blev anholdt den 26. april, da de forsøgte at sætte ild til Politiskolen i Brøndby med benzin og nødblus. Den femte blev anholdt den 19. maj. /ritzau/