En kvindelig radiovært er tiltalt for at røve store summer fra to mænd. Sammen med ukendte gerningsmænd blandede hun bedøvelse i deres drinks og stjal deres kreditkort, mener politiet.

Næsten 40.000 kr.

Så mange penge er en dansk kvindelig radiovært fra en landsdækkende kanal tiltalt for at have røvet fra to sagesløse ofre i december 2009 og i november 2010.

Begge ofre boede i Hellerup, begge ofre var mænd, begge havde budt hende ind i sit hjem - og begge blev bedøvet og derpå berøvet store summer.

Metoden - røveriets pendant til en såkaldt drug rape - brugte hun ifølge anklageskriftet første gang mod en mand på Strandvejen i Hellerup i 13. december 2009.

Omkring kl. 01.00 blandede den kvindelige radiovært sit mandlige offer en drink, der var spækket med bedøvelse. Da ofret dejsede om, stjal hun først 1.000 kr. i kontanter fra hans pung, og dernæst tog hun hans dankort, mener politiet.

Ofret var bevidstløs

Sammen med en ukendt medgerningsmand skal hun derpå have foretaget hele 29 transaktioner i timerne efter, mens ofret lå bevidstløs i hjemmet på Strandvejen. 24 af dem lykkedes - hvilket ifølge tiltalen skal have indbragt kvinden i alt 23.951,55 kr.

Bedøvelsesrøveriet er dog ikke det eneste, som politiet mener, at den kvindelige radiovært står bag.

Hun er således også tiltalt for at have gentaget ulovlighederne 27. november 2010 ved 04.00-tiden. Også denne gang var hun gæst i en mands hjem i Hellerup.

LÆS OGSÅ: 

Ifølge tiltalen blandede hun metadon i mandens drink. Da ofret besvimede, stjal hun 300 kr. i kontanter og to betalingskort. Gennem 18 transaktioner fik radioværten og 'en ukendt medgerningsmand' i løbet af de følgende timer udbetalt hele 14.647,90 kr., inden ofrets MasterCard blev spærret.

Radioværten er beskyttet af et navneforbud. Hendes sag kommer for retten 25. maj 2012 ved Københavns Byret.

I en mail til BT oplyser hun, at hun er 'uskyldig i begge tilfælde'.