I en tv-debat sidste år kaldte Sveriges statsminister, Stefan Löfven, bandekriminaliteten i landet for »et af vores største samfundsproblemer lige nu«.

Den udtalelse blev der sat en kraftig streg under natten til søndag i Stockholm-forstaden Botkyrka.

Omkring klokken 3.27 blev der affyret skud på en parkeringsplads foran McDonald's i et område ved Norsborg. Ifølge Expressen var kuglerne formentlig tiltænkt to unge mænd, der befandt sig på pladsen, og som menes at have forbindelser til et kriminelt netværk.

Men kuglerne ramte i stedet en 12-årig pige, der ifølge STV var ude for at lufte sin hund. Pigen blev kørt på hospitalet, hvor hun mistede livet.

Blomster og lys på parkeringspladsen, hvor en 12-årig pige blev dræbt af skud.
Blomster og lys på parkeringspladsen, hvor en 12-årig pige blev dræbt af skud. Foto: 11950 Ali Lorestani/TT
Vis mere

Drabet på den 12-årige pige har sendt chokbølger gennem Sverige og især det lille lokalsamfund i Botkyrka. På parkeringspladsen foran McDonald's vokser mængden af blomster og lys, og den 12-åriges veninder, der hørte om dødsfaldet på Snapchat, samles for at mindes hende.

»Hun havde altid energi og ville alle det bedste. Hun havde drømme. Hun fortjener alt det bedste,« siger en veninde til Expressen.

Den 12-årige pige er ikke det første uskyldige offer for de svenske banders kugleregn.

21. oktober blev en lærerstuderende dræbt af 13 skud fra en maskinpistol, da han var på vej hjem fra en restaurant i Stockholm-bydelen Segeltorp. Et 26-årigt bandemedlem blev anholdt, og politiet udtalte efterfølgende, at den lærerstuderende formentlig blev skudt, fordi han lignede et medlem af en rivaliserende bande.

Sveriges største byer har i de senere år oplevet en stigning i grov banderelateret kriminalitet. Drab, bombesprængninger og sågar skud mod politistationer er blevet en daglig del af mediebilledet.

257 gange blev en bombe detoneret i 2019. Kun 10 procent af sprængningerne er blevet opklaret, men svensk politi mener, det er bandemiljøet, der står bag sprængningerne.

Banderne består typisk af unge mænd med indvandrerbaggrund. Ifølge Gunnar Appelgren, der er en af Sveriges mest erfarne efterforskere af bandekriminalitet, er der tale om særdeles hårdkogte bandemedlemmer, der udviser total ligegyldighed over for andres liv.

»De regner ikke med at overleve til deres 25-års fødselsdag. De lever fuldt ud i øjeblikket – sælger narkotika, booker sig ind på hotelværelser, brænder pengene af på prostituerede og dyre ting og vender så tilbage på gaden,« udtalte han for nylig til Fagbladet Dansk Politi.

De svenske bander har også fundet vej over broen til Danmark, hvor de på tydelig vis har demonstreret deres brutalitet. To svenskere på 23 og 24 år er tiltalt for at have bragt en bombe til spræning foran Skattestyrelsen på Østerbro i København 6. august sidste år.

Det gik også voldsomt for sig 25. juni, da to svenske mænd blev likvideret på brutal vis i Sennepshaven i Herlev. Fem svenske bandemedlemmer er tiltalt for at have planlagt og udført en brutal nedskydning med kalashnikov og efterfølgende at have hånet deres ofre på Snapchat.

De svenske bandeproblemer er et stort tema på den svenske politiske dagsorden. Oppositionen har krævet, at den svenske regering indfører tiltag efter dansk model såsom visitationszoner, zoneforbud og dobbeltstraf for banderelateret vold.

Sidste efterår præsenterede den svenske regering 34 tiltag, der skal bremse banderne, herunder strafskærpelser for bandekriminalitet. Spørgsmålet er, om det er nok?

Politiet undersøger området nær den parkeringsplads i den svenske by Botkyrka, hvor en 12-årig pige blev skudt.
Politiet undersøger området nær den parkeringsplads i den svenske by Botkyrka, hvor en 12-årig pige blev skudt. Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

I Sverige sætter politiet nu jagten ind på den eller de personer, der affyrede de skud, som dræbte den 12-årige. Politiet gennemgår overvågningskameraer fra området og har flere spor at gå efter. Blandt andet efterlyser politiet en hvid kassevogn, men endnu er ingen anholdt.

Ifølge Expressen ankom to unge mænd med tilknytning til den lokale bande Bokyrkanätverket til drive-in-McDonald's kort før skyderiet. En hvid Audi kørte op ved den nærliggende tankstation, og ifølge mediet blev skuddene affyret inde fra Audien – muligvis med hensigt at ramme de to mænd fra Bokyrkanätverket.

Politiet holder kortene tæt til kroppen, men Palle Nilsson, der er regionschef ved politiet i Stockholm, udtalte sig mandag til svensk morgen-tv om den sag, der lige nu optager mange svenskere.

»Gerningsmændene har vist en total ligegyldighed over for menneskers liv, når man går ind og åbner ild på et sted, hvor flere mennesker er til stede,« sagde han.