De aktivister fra Greenpeace, der trængte ind på Christiansborg, sigtes blandt andet for dokumentfalsk og ulovlig indtrængen hos dronningen. Alle tre nægtede sig skyldige, da de i dag blev fremstillet i grundlovsforhør.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>De sigtede aktivister er den 34-årige nordmand Nora Christiansen, der bor i Danmark, Juan Lopez de Uralde, der er generalsekretær i den spanske afdeling af Greenpeace, og den 37-årige schweizer Christian Leinhart Schmutz.

Ifølge chefpolitiinspektør Per Larsen er de tre Greenpeaceaktivister sigtet for ulovlig indtrængen hos dronningen, for at udgive sig for at være en offentlig myndighed og for dokumentfalsk.

Og det er alvorlige sager. Aktivisterne risikerer nemlig at straffen hæves til det dobbelte, som lovgivning åbner op for, hvis man begår forbrydelsen "mod kongen eller den, der med hjemmel i forfatningen, fører regeringen".

Per Larsen ønsker ikke at uddybe, hvorfor de er sigtet for dokumentfalsk og for at udgive sig for en offentlig myndighed. Og offentligheden får heller ikke umiddelbart mere at vide, fordi anklageren fik medhold i sit ønske om, at retsmødet blev holdt for lukkede døre,

En kilde i Greenpeace afslører dog til B.T., at aktivisterne blandt andet brugte tre lejede limousiner med falske nummerplader ved aktionen.

Derefter ventede chaufførerne indtil en anden kortege limousiner kom kørende, hvor efter de bare kørte ind efter dem og endda udnyttede deres politikortege.

Greenpeace fastholder officielt, at aktionen opstod spontant.

Chefpolitiinspektør Per Larsen lægger op til, at der vil ske flere anholdelser i sagen.

- Jeg er overbevist om, at vi mangler nogen fra den her aktion. Vi skal bare finde ud af nøjagtigt, hvem de er, og hvor de er. Men ingen skal føle sig sikre, siger chefpolitiinspektøren.