Politiet har meldt ud, at flere mænd stod bag drabet på en 35-årig mand, der 2. maj blev skudt, da han sad i en bil på Novembervej i området Mørkhøj i Søborg. I bilen sad også en 12-årig pige på passagersædet.

Den 35-årige mand blev ramt af tre skud - heraf ét i hovedet. Han afgik senere ved døden på Rigshospitalet.

I forvejen er tre mænd  fængslet og sigtet for at have begået drabet i forening eller efter aftale med endnu ukendte gerningsmænd.

Nu melder Københavns Vestegns Politi, at politikredsen har anholdt en fjerde mand i sagen.

»Manden, der er i begyndelsen af 20’erne, bliver efter planen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup i morgen,« skriver Københavns Vestegns Politi på X.

De tre allerede fængslede mænd er også sigtet for drabsforsøg. Det skyldes, at den 12-årige pige sad i bilen under skuddrabet.

Mændene har alle nægtet sig skyldige.

Anklagemyndigheden vil gå efter lukkede døre, når den fjerde mand fremstilles i grundlovsforhør.

»Som ved de tre andre fremstillinger, vil anklagemyndigheden kræve lukkede døre – og derfor har vi ikke yderligere kommentarer for nu,« lyder det fra Københavns Vestegns Politi.