Formel 1-karavanens visit i Rusland gjorde os kloge på mange ting. At Mercedes stadig kan vinde, selvom Ferrari ser stærkere ud.

Men mest af alt blev vi klogere på en del ting for fremtiden i Formel 1.

Her er tre ting, vi lærte i Sochi.

HAAS SATSER PÅ 2020

Kevin Magnussen og Haas-teamet kigger længere frem end næste grandprix.
Kevin Magnussen og Haas-teamet kigger længere frem end næste grandprix. Foto: POOL New
Vis mere

Det er ikke officielt, men det er efterhånden tydeligt. Haas-teamet har nu fuld fokus på 2020-sæsonen, og den hysteriske 2019-model VF19 er mere eller mindre opgivet.

Den udvikling, der stadig foregår med VF19, handler ikke så meget om at få mere fart i bilen - den har mere henblik på at sikre, at næste års VF20 ikke har samme ’indbyggede’ fejl.

HONDA SATSER PÅ SUZUKA

Honda-koncernen ejer Suzuka-banen, hvor Japans Grand Prix køres om 14 dage. Der er enorm prestige i et godt hjemmebaneresultat, og derfor ’ofrede’ Honda Ruslands Grand Prix:

Alle fire Honda-kørere (Red Bull og Toro Rosso) fik nye motorer i Sochi og dermed fem straf-placeringer på gridden. Til gengæld er den nyeste version af den japanske V6'er kørt perfekt ind til hjemmebaneløbet om 14 dage.

McLAREN SATSER PÅ MERCEDES

McLaren og Mercedes dominerede Formel 1 i slutningen af det forrige årtusinde. Men da den tyske fabrik oprettede sit eget team, krakkelerede det succesrige samarbejde, for McLaren ville ikke nøjes med et være et ’kunde-team’.

De indledte et nyt partnerskab med Honda, der aldrig blev nogen succes. I to år har McLaren så været kunde hos Renault, men fra 2021 er det engelske team tilbage hos Mercedes. I præcis den kundeposition, de for enhver pris ville undgå 10 år tidligere.