Skuespilleren Harry Hamlin var spået en stor karriere efter sit gennembrud i filmen 'Clash of the Titans' i 1981, men ifølge ham selv gik karrieren i stå af helt specifikke årsager.

Den 68-årige skuespiller mener, at det ødelagde hans karriere, at han i begyndelsen af 1980'erne spillede en homoseksuel mand i filmen 'Making Love'.

Det siger han i podcasten 'It Happened in Hollywood', hvor han snakker om sin karriere i film- og tv-branchen. Det skriver CNN.

Filmen 'Making Love' fik premiere i 1982 – året efter hans gennembrud i 'Clash of the Titans'.

Harry Hamlin med sin kone, skuespillerinden Lisa Rinna.
Harry Hamlin med sin kone, skuespillerinden Lisa Rinna. Foto: FREDERIC J BROWN
Vis mere

I filmen spillede han en gift mand, som indser, at han er homoseksuel, og ifølge Harry Hamlin selv takkede han ja, fordi han ville forsøge at spille en rolle med 'mere substans i'.

»Alle i branchen havde angiveligt takket nej til rollen. De havde henvendt sig til alle store stjerner, og de havde alle takket nej, fordi forestillingen om homoseksualitet ikke var accepteret på daværende tidspunkt,« siger Harry Hamlin i podcasten og fortsætter:

»I forhold til, hvordan filmen blev modtaget, så kom den ud omkring 10 år for tidligt, og det dræbte min karriere fuldstændig.«

Harry Hamlin fortæller endvidere, at 'Making Love' blev den sidste Hollywood-film, han lavede.

»Døren blev lukket med et kæmpe brag,« siger han ifølge CNN.

I stedet for at lave film bevægede Harry Hamlin sig hen i tv-verdenen. Og i 1986 fik han rollen som Michael Kuzak i serien 'L.A. Law'.

En rolle, der gjorde ham til en vaskeægte tv-stjerne. Siden har han blandt andet medvirket i den populære serie 'Mad Men'.

På trods af den karrieredræbende rolle som homoseksuel, så har Harry Hamlin aldrig fortrudt sit valg, fortæller han i podcasten. Det skyldes, at han flere gange siden er blevet stoppet på gaden af folk, som har takket ham for at turde at spille homoseksuel.