Zoologisk Have i Madrid er vilde efter at få fingre i den synske blæksprutte Paul, som forudså den spanske VM-triumf i fodbold. Men tyskerne nægter at sælge den flerarmede fætter.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Blæksprutten Paul blev verdensberømt under VM-slutrunden, da den formåede at forudse udfaldet af Tysklands syv kampe under slutrunden samt at Spanien ville løfte pokalen i finalen mod Holland.

Sidstnævnte har gjort Paul til en sand nationalhelt i Spanien, hvor fodboldgale fans er begyndt at gå rundt i t-shirts med mini-sprutter og fjollede blæksprutte-hatte prydet med fangarme. Desuden planlægges der allerede en sommerfestival til næste år, som skal opkaldes efter Paul. Enkelte ekstatiske fans vil sågar have tyren på det spanske flag udskiftet med en blæksprutte.

Selv den spanske statsminister, Jose Luis Rodriguez Zapatero, har meldt sig i koret, der hylder Paul. Han har tilbudt at beskytte bløddyret mod sure tyske fans, der har truet med at spise den, efter at den forudså spansk semifinalesejr - netop mod Tyskland.

På grund af den høje popularitet i Spanien, forsøger Zoo i Madrid derfor nu at hente blæksprutten på en "transfer". Men det ser ikke ud til, at Paul får lov til at hygge sig  og spise muslinger i et spansk akvarium, for i Oberhausen Sea Life Center i Tyskland, hvor Paul bor, er man ikke villig til at sælge sin største stjerne.

- Vi er meget glade for, at Paul bliver her, lyder det kortfattet fra Sea Lifes talskvinde Tunja Munzig, der samtidig afslører, at andre mulige bud fra udlandet vil blive afvist prompte.