Lyt til artiklen

Tidligere i denne uge gæstede den østrigske grandprix-vinder Conchita Wurst Danmark for endnu engang at optræde med sin vindersang ’Rise Like a Phoenix’.

Det skete som et indslag i DR1’s årskavalkade ’Året der gik’, der sendes 2. juledag.

Men også i TV2s gennemgang af året, ’TV2014: De største øjeblikke’, dukker den skæggede dame fra Østrig op. Sådan næsten da i hvert fald.

For når nu DR-konkurrenten ikke kunne få den ægte vare, fandt de den næstbedste – nemlig entertaineren Martin Brygmann.

Med paryk, lang kjole og perfekt tegnet fuldskæg indtager Martin Brygmann scenen og synger sin egen helt særlige udgave af ’Rise Like a Phoenix’, hvor der i vanlig Brygmann-stil er ændret en anelse i teksten.

I begyndelsen af december optrådte Martin Brygmann også som en populær, kvindelig sangerinde. Ved Danish Music Awards tog han nemlig imod hele fire priser og gav en optræden klædt ud som den dansker kunstner MØ, der selv var forhindret i at komme til showet.

’TV2014: De største øjeblikke’ sendes på TV2 den 29. december klokken 21. Martin Brygmanns optræden som Conchita Wurst kan du dog allerede se nu på tv2.dk.

Som altid gennemført til detaljen; Her er Martin Brygmann som Conchita Wurst.
Som altid gennemført til detaljen; Her er Martin Brygmann som Conchita Wurst. Foto: Per Arnesen/TV2
Vis mere

De to grandprix-deltagere Conchita Wurst, her i skikkelse af Martin Brygmann, og Basim genforenes i TV2's årskavalkade.
De to grandprix-deltagere Conchita Wurst, her i skikkelse af Martin Brygmann, og Basim genforenes i TV2's årskavalkade. Foto: Per Arnesen/TV2
Vis mere