En reklame for den kendte kok Gordon Ramsays nye gin er blevet forbudt.

Årsagen er nogle ernærings-påstande, som har vist sig ikke at være tilladte ifølge de britiske markedsføringsregler.

Det skriver The Guardian.

Det var sidste år, at Gordon Ramsay – der især er kendt fra tv-programmerne 'Kitchen Nightmares' og 'Hell's Kitchen' – lancerede sin første gin i samarbejde med den skotske producent Eden Mill.

I en reklame for ginen på Instagram og Facebook – som Eden Mill står bag – blev der bragt et billede af flasken og en tekst, hvori fordelene ved de honningbær, der bruges i ginen, beskrives:

»Honningbær bevarer de rige smage og mikronæringsstoffer, der kommer fra Skotlands vidunderlige terroir,« lyder det i opslaget, der blev udgivet tilbage i marts:

»Med flere antioxidanter end blåbær, mere kalium end bananer, mere C-vitamin end appelsiner og en smag som en blanding af blåbær, blomme og vindruer, kan disse være de lækreste honningbær i verden!« lød det videre.

Den selvregulerende organisation for reklamebranchen i Storbritannien, Advertising Standards Authority (ASA), vurderede dog efterfølgende, at reklamen brød med reglerne for ernærings-påstande, der må fremsættes ved markedsføring af alkoholholdige drikkevarer.

Siden har Eden Mill Distillery ifølge The Guardian forklaret, at man ikke tidligere har brugt honningbær på den måde, og desuden var man 'begejstret' for at arbejde sammen med Gordon Ramsay, hvilket betød, at man 'forsømte at sikre sin sædvanlige rettidige omhu' med hensyn til overholdelse af reklamereglerne.

Ifølge Eden Mill blev reklamen kun bragt den ene gang – og den vil ikke blive brugt igen, lyder det.