Lyt til artiklen

Ernest Hemingway hyldede Karen Blixen offentligt, men privat havde han mindre høje tanker om hende, skriver Hollywood-legenden Orson Welles i sine uudgivede memoirer.

Den amerikanske skribentlegende Ernest Hemingway ventede i årevis på den ultimative anerkendelse af sit forfatterskab, Nobelprisen i litteratur. Men da den endelig blev ham tildelt i 1954, overraskede han offentligheden med sine beskedne ord afsendt fra hjemmet i cubanske Havana:

»Jeg ville have været glad – gladere – i dag, hvis prisen var gået til den skønne forfatter Isak Dinesen,« sagde Hemingway, og nævnte i øvrigt umiddelbart efter – hvilket sidenhen måske er blevet glemt lidt i dansk sammenhæng – to amerikanske forfattere, Bernard Berenson og Carl Sandburg, som andre, lige så værdige, kandidater til prisen.

Mens Karen Blixen i sine første år som forfatter måtte kæmpe for anerkendelse i Danmark, opnåede hun anderledes hyldest i USA under pseudonymet Isak Dinesen. Med til at booste hendes popularitet – og til at nære konspirationsteorier om, at hun »blev snydt« for Nobelprisen i litteratur – var Ernest Hemingways storsindede ord i 1954.

Karen Blixen rejste i 1959 til USA på det, man i det dag ville kalde en PR-tur. Her mødte hun blandt andre Marilyn Monroe og dennes mand, dramatikeren Arthur Miller. Billedet af de to kvindelige berømtheder blev bragt på forsiden af Life Magazine og gik verden rundt.
Karen Blixen rejste i 1959 til USA på det, man i det dag ville kalde en PR-tur. Her mødte hun blandt andre Marilyn Monroe og dennes mand, dramatikeren Arthur Miller. Billedet af de to kvindelige berømtheder blev bragt på forsiden af Life Magazine og gik verden rundt.
Vis mere

Den overraskende gestus er siden blevet bredt betragtet som et eksempel på Hemingways faglige respekt for Karen Blixen, og han skal da også senere – ifølge Kenneth S. Lynns Hemingway-biografi fra 1987 – have sagt, at hun var en »helvedes meget bedre forfatter end en hvilken som helst svensker, de (Nobelkomitéen, red.) nogensinde har givet den til.«

Andre læser også:

Tina blev stjålet fra sin barnevogn i 1965: Læs hele fortællingen om det mystiske baby-tyveri, der rørte befolkningen

Kraftige reaktioner overraskede kendt forfatter: Sletter kontroversielt Støjberg-opslag på Facebook

Welles beundrede Blixen

Men hans private tanker og ytringer om Karen Blixen var tilsyneladende af en anden karakter. Det viser indtil i år ukendte optegnelser fra den berømte amerikanske filminstruktør Orson Welles, der i flere sammenhænge arbejdede sammen med og trods 16 års aldersforskel blev en god bekendt af Hemingway.

Tidligere i år fandt arkivarer ved University of Michigan Welles’ udkast og noter til en selvbiografi med arbejdstitlen »Confessions of a One-Man Band«. Det ufærdige manuskript dukkede op blandt andet materiale i otte kasser, som universitetsbiblioteket havde modtaget fra den kroatiske skuespiller og instruktør Oja Kodar, der var Welles’ partner i de sidste 24 år af hans liv.

Orson Welles var erklæret beundrer af Karen Blixen. Han filmatiserede hendes fortælling »Den udødelige historie« i 1968 og forsøgte at rejse penge til andre Blixen-filmatiseringer. Og over tre sider i manuskriptet, som Berlingske har set, fortæller Welles, hvordan hans forsøg på at tale med Hemingway om Isak Dinesen og de berømte udtalelser om hende i 1954 ikke faldt i god jord.

Forsiden af Berlingskes førsteudgave fredag d. 29. oktober 1954, dagen efter nyheden om, at Hemingway havde sagt pæne ord om Karen Blixen.
Forsiden af Berlingskes førsteudgave fredag d. 29. oktober 1954, dagen efter nyheden om, at Hemingway havde sagt pæne ord om Karen Blixen. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Sådan beskriver Welles episoden, der formentlig fandt sted i 1956 i forbindelse med optagelserne i Spanien af filmen »The Sun Also Rises« (red: »Og Solen går sin gang«, instruktør: Henry King):

»Måske var det, fordi vi var alene, eller måske var det, fordi vi havde drukket tilstrækkelig meget vin siden tidligt den morgen i Pamplona, at jeg bestemte mig for at udtrykke min taknemmelighed over den fine gestus, han havde begået ved at hylde en anden forfatter – en forfatter, som jeg holdt af [...] på grænsen til tilbedelse. »Tal ikke til mig om den ...« og så kaldte han hende et beskidt navn, som der ikke er nogen god grund til at gentage,« skriver Welles.

Senere havde Hemingway ifølge Welles sagt, at »Blixen var min bedste ven« om Bror Blixen, Karen Blixens første mand, som Hemingway havde lært at kende i forbindelse med storvildtjagt i Afrika.

Karen Blixens første mand, Baron Bror Blixen-Finecke sammen med sin kone nummer to, svenske Eva Dickson.
Karen Blixens første mand, Baron Bror Blixen-Finecke sammen med sin kone nummer to, svenske Eva Dickson.
Vis mere

Bror Blixen og Karen Christentze Dinesen, som hun døbtes, blev gift i 1913 og flyttede sammen til Kenya for at etablere den berømte kaffefarm, der blev omdrejningspunktet for Karen Blixens år i Afrika, inden hun senere begyndte at ernære sig som forfatter. Da parret blev skilt i 1921, stod levemanden Bror Blixen uden penge til at betale sine mange regninger og måtte i de følgende år skjule sig for sine kreditorer.

Det bebrejdede Hemingway tilsyneladende stadig Karen Blixen 35 år senere – og ti år efter Bror Blixens død – under den overrislede samtale med Orson Welles i Pamplona:

»Det stod klart nu, at hvor meget Hemingway end beundrede hende som forfatter, så var damen selv blevet kastet ud i mørket af ham for at have forrådt og forladt hans gode kammerat i Afrika.«

Andre læser også:

Dansk skuespillerinde fandt kærligheden på ny

Husker du overfaldet på Nanna julenat? Et år senere er intet helt, som det burde være

Nobel gestus eller falsk beskedenhed

Men hvis Hemingway sagde sådan i 1956, hvorfor havde han så to år tidligere hyldet hende offentligt, da nyheden om hans nobelpris blev kendt? Var det ganske enkelt udtryk for, at han – som Welles antyder – holdt sin private mening om Karen Blixen adskilt fra sin holdning til hendes forfatterskab? Eller anede han, at en sådan gestus havde potentiale til at give genklang langt ud i fremtiden, og var det derfor, som hans fjerde og sidste hustru, Mary Welsh, senere antydede i sin selvbiografi, muligvis bare falsk beskedenhed?

Ernest Hemingway og hans kone, Mary Welsh, fotograferet i Havana i 1954.
Ernest Hemingway og hans kone, Mary Welsh, fotograferet i Havana i 1954.
Vis mere

Selv forklarede Hemingway ifølge Lynns biografi sin ven Buck Lanham, at han roste Karen Blixen offentligt for sin ven, Bror Blixens skyld: »Blickie (Bror Blixen, red.) er i helvede, og han ville blive glad, hvis jeg talte pænt om hans kone.«

Uanset Hemingways motiv er Welles’ anekdote fra den uudgivede selvbiografi et kuriøst indblik i relationerne mellem fire store personligheder fra det 20. århundrede: To gange Blixen, Hemingway og Welles.

Selv blev Karen Blixen glad for Hemingways anerkendende ord, der faldt 28. oktober 1954. Så glad, at hun fire dage senere skrev et takkebrev til ham:

»De danske aviser skriver, at De, efter at være blevet tildelt Nobelprisen, har gjort mig den ære at nævne mig som en af de forfattere, der muligvis har fortjent den. I håbet om, at dette er sandt, takker jeg Dem mange gange for Deres venlige ord. De giver mig, tror jeg, i dette øjeblik lige så megen himmelsk behag – om ikke så megen jordisk gavn – som Nobelprisen selv ville have givet.«

Hemingways skriveredskaber og andre effekter, udstillet på Hotel Ambos Mundos i Havana.
Hemingways skriveredskaber og andre effekter, udstillet på Hotel Ambos Mundos i Havana.
Vis mere

Karen Blixen blev tolv gange i årene 1950-1962 indstillet til Nobelprisen i litteratur, men opnåede aldrig at vinde den.

Hvorvidt Orson Welles’ ufærdige selvbiografi på et tidspunkt bliver gjort tilgængelig for offentligheden, vides endnu ikke.

Kilder: Orson Welles: »Confessions of a One-Man Band«, Kenneth S. Lynn: »Hemingway«, Sara Stambaugh: »Isak Dinesen in America«, Peter Capstick: »African Hunter«, »Karen Blixen i Danmark – Breve 1931-1962«, Mary Welsh Hemingway: »How it Was.«