En dusør på 100.000 kroner, en mystisk kvinde med tjavset hår, en frustreret statsminister, et specielt modermærke og et forældrepar, der næsten havde opgivet håbet. Sådan lød ingredienserne i det, der udviklede sig til en af Danmarkshistoriens mest spektakulære børnebortførelsessager, da den kun tre måneder gamle Tina Wiegels for 50 år siden blev stjålet fra sin barnevogn uden for Daells Varehus. Gennem hele julen ledte politiet og befolkningen efter den lille pige.

Det var en kølig decemberdag. Juletravlheden var godt i gang, og kunderne vrimlede ud og ind af det folkekære - og nu hedengangne - stormagasin Daells Varehus i København. Måske netop derfor lagde ingen synderligt mærke til, da en kvinde gik forbi de mange barnevogne med børn i, der stod langs bygningens vinduesfacade, kiggede ned i en af dem og tog den med sig. Eller måske var det bare, fordi det dengang var utroligt almindeligt at stille sit barn i barnevognen foran butikkerne, mens man handlede i hele og halve timer.

Året var 1965. Den 14. december for at være helt præcis. En dato, som en stor del af landet - og i særdeleshed et forældrepar - ikke skulle glemme.

Da den unge fru Wiegels kom ud fra Daells Varehus efter at have lavet sine juleindkøb, mødte hende et sandt mareridt. Barnevognen med hendes tre måneder gamle datter Tina, der havde stået på hjørnet mellem Fiolstræde og Krystalgade var væk. Forsvundet.

Bortførelsen var langt fra den eneste af sin slags. Fra 1950 og frem til 1965 var adskillige børn blevet bortført i deres barnevogne. Enten af sindsforvirrede kvinder eller af små børn, der legede. Stort set alle blev fundet i live efter højst få dage. Men Tina Wiegels bortførelse skulle vise sig at blive helt speciel. Så speciel, at hele nationen i ugevis ledte efter den lille pige.

Fru Wiegels slog straks alarm, da hun opdagede, at vognen med Tina var væk. Københavns Politi sendte mere end 100 betjente samt hunde og hundeførere på gaden for at lede efter det lille barn. Hvert loftsrum, opgang og cykelkælder i nærheden blev endevendt.

Og det gav da også hurtigt resultat. For i en baggård ved Fiolstræde 9 fandt man kort efter bortførelsen Tinas barnevogn - med dyner og det hele. Men den lille lyshårede pige med de blå øjne og det særprægede modermærke under det ene knæ, og som var iført en blå kravledragt, var ingen steder at se.

Vidner havde set mystisk kvinde

Flere vidner fortalte, at de havde set en kvinde tage barnevognen, og flere mente, at de havde set hende gå mod Nørreport. Kvinden blev beskrevet som værende cirka 30 år med middelhøjde og kraftigt mørkt eller rødblondt hår. Hun var iført en mørk frakke og en nederdel, som stak ud cirka ti centimeter neden for frakken. Hun skulle desuden havde båret en sort plastikpose med røde blomster.

Nogle mente, at de havde set hende på perronen på Nørreport, og en kvinde mente, at hun havde set den mistænkelige dame med det lille barn stige på toget mod Ballerup. Samtidig meldte en buschauffør, at han i Ballerup havde set en kvinde, der passede til signalementet.

'Giv mig Tina tilbage'

Dagen efter bortførelsen var Tinas forsvinden på forsiden af landets aviser. Og forældrene, Hanne og Peter Wiegels, stod frem og appellerede til, at den formodede bortførerske skulle give dem Tina tilbage.

»Giv mig mit barn tilbage. Hvis De er bange for politiet, så ring til mig. Men frem for alt, så vær god mod Tina. Jeg ammer hende stadig, og De skal give hende en blanding af to dele sødmælk og en del kogt vand kogt op og afkølet, så den er lun. For hver deciliter skal de tilsætte en teskefuld sukker,« lød Hanne Wiegels bøn i B.T. dagen efter Tinas forsvinden.

Den 24. december 1965 udkom B.T. med fem sider om Tina - blandt ande en masse billeder, som forældrene havde lånt avisen i håb om, at datteren ville blive fundet.
Den 24. december 1965 udkom B.T. med fem sider om Tina - blandt ande en masse billeder, som forældrene havde lånt avisen i håb om, at datteren ville blive fundet. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Forældreparret, der boede på Willemoesgade på Østerbro, var så berørte af situationen, at de flyttede ind hos nogle venner efter bortførelsen:

»Jeg kan ikke holde ud at være hjemme og se den tomme vugge og Tinas legetøj. Hver gang telefonen ringer, håber vi, at politiet kan fortælle os, Tina er fundet i god behold. Vi er villige til at forsøge hvad som helst for at få hende tilbage,« lød det fra den desperate mor.

Politiet frustrerede

Politiet var i første omgang ved godt mod, da Tina forsvandt. Erfaringen viste, at små 'bortførte' poder ofte blev fundet inden for få dage. Et lignende tilfælde var faktisk sket tidligere på året i Odense, hvor en sindsforvirret kvinde havde stjålet en anden Tina på omkring ét år. Den lille pige blev dog fundet 18 timer senere, da en bondemand havde undret sig over, at hans nyansatte medhjælper kom med en datter - og ikke med en lille søn, som hun først havde oplyst.

Politiets teori var derfor, at lille Tina Wiegels var havnet hos en kvinde med 'uforløste moderfølelser', der passede godt på hende. Men da barnet efter tre døgn fortsat var nærmest sporløst forsvundet, blev selv den garvede kriminalinspektør K. Hornslet, der efterforskede sagen, bekymret:

»Jeg kan ikke erindre, at vi nogensinde har ledt så længe FORGÆVES efter et bortført barn,« sagde han til B.T. dengang.

Tinas forældre beder om hjælp.
Tinas forældre beder om hjælp. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Og forundringen blev ikke mindre af, at politiet havde hundredvis af betjente på gaden og havde gennemsøgt både Botanisk Have, H.C. Ørsted Parken og Østre Anlæg. Derudover havde de fået mere end 200 henvendelser fra personer, der mente, at de havde set bortførersken og barnet. Flere gange rykkede politiet ud til Ballerup, hvor flere spor pegede hen, men forgæves. Kvinden og det bortførte barn var som sunket i jorden.

»Det er uforståeligt, at kvinden har kunnet holde sig skjult så længe,« lød det frustreret fra Hornslet.

Ledte efter Tina i julen

Men politiet gav ikke op. Og selv om juledagene nærmede sig, så blev der arbejdet hårdt på politigården i København. Og på redaktionerne, blandt andet på B.T.

Stort set hver dag op til jul og også i selve juledagene udkom dagbladet med en forside om Tina.

Den nu pensionerede journalist Ole Schierbeck dækkede sagen for B.T. dengang. Og han husker godt virakken på redaktionen.

»Det var en meget sentimental historie. Det var jo et lille barn, og det var i julemåneden. Og det var jo også en grusom sag, så jeg kan godt forstå, at det optog mange mennesker,« siger nu 77-årige Schierbeck, der dengang var 27 år og nyuddannet.

Tinas far, den arkitektstuderende Peter Wiegelse, traskede rundt i København nærmest døgnet rundt for at finde den forsvundne datter.
Tinas far, den arkitektstuderende Peter Wiegelse, traskede rundt i København nærmest døgnet rundt for at finde den forsvundne datter. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Museumsleder Frederiks Strand fra Politimuseet i København fortæller også, at sagen virkelig berørte mange danskere.

»Det er en sag, der fik kolossal opmærksomhed i befolkningen. Den vakte jo mere opmærksomhed end Basse-sagen (sagen om den forsvundne drengebaby Basse, der blev stjålet fra sin barnevogn i Odense kun få måneder efter Tinas forsvinden. Den sag kan du læse mere om i denne artikel, red.).  Man diskutere meget hvorfor, og nogle mente, at det var et udkantsproblem, at sager i Købehavn fik mere opmærksomhed end sager i provinsen. Og så var der jo også det aspekt, at forældrene i Tina-sagen fik mere sympati end forældrene i Basse-sagen,« fortæller museumslederen.

Tråde til Helsingør

At sagen optog mange, fik politiet hurtigt at mærke. Flere gange fik man henvendelser fra folk, der mente, at de havde set Tina rundt omkring i København. For eksempel blev en sporvogn standset og gennemsøgt, da en person mente, at bortforskeren befandt sig i vognen.

Og den 19. december kunne B.T. berette, hvordan en kvinde nær var blevet overfaldet i Istedgade i København, fordi hun gik med sin barnevogn på en måde, som nogle fandt mistænkelig. Pludselig var hun omringet af 200 mennesker, men politiet ankom og kunne konstatere, at barnet var ældre end Tina, og at det manglede modermærket.

Tinas forældre oplevede også den vilde interesse for det bortførte barn. Forældrene havde flere gange i både aviser og på tv oplyst deres direkte telefonnummer i håb om, at bortførersken ville ringe og aflevere barnet. Forældrene tilbød, at vedkommende bare kunne sætte barnet på et aftalt sted i en mosekurv og så ringe og fortælle, hvor Tina var.

Telefonen  var rødglødende, og flere gange blev det hårdtprøvede forældrepar ringet op af folk, der påstod, at de havde Tina - men hver gang blev håbet slukket, da de mødte op på de aftalte adresser. Forældreparret oplevede sågar at blive afpresset af en person, der påstod, at vedkommende havde Tina.

Alternative metoder

Tinas forældre forsøgte nærmest alt for at få deres datter tilbage. Flere og flere spor tydede på, at det var en kvinde, der havde taget barnet - men ingen havde med sikkerhed set hende andre steder end på vej til og på Nørreport Station. Og selv om nogle hævdede at have set bortførersken tage toget med barnet til Ballerup, så endte spore blindt.

Ægteparret Wiegels søgte derfor hjælp hos metafysiker Georg Talmer, der ved at svinge sit pendul frem og tilbage kom med sit bud på, hvor Tina var. Buddet var Hvidovre.

Tinas forældre forsøgte mange alternative ting for at finde deres datter.
Tinas forældre forsøgte mange alternative ting for at finde deres datter. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Den synske hollænder Gerard Crioset havde dog et andet bud. Han mente, at Tina befandt sig i et gult hus i Kastrup.

Men hverken eftersøgninger i Hvidovre eller Kastrup gav pote. Tina var som sunket i jorden.

Jul uden Tina

Politiet fik et mindre gennembrud, da et vidne kort inden jul stod frem og fortalte, at hun havde set kvinden, der fjernede Tina fra barnevognen. Hun beskrev hende som 'sjusket og billig' og med store øjne og uren hud. Og så var hun desuden iført en grå vinterfrakke.

Et vidne så den mystiske kvinde tage Tina op af barnevognen.
Et vidne så den mystiske kvinde tage Tina op af barnevognen. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

På det tidspunkt havde politiet fået knap 1500 henvendelser.

Men først den 30. december - mere end to uger efter Tinas forsvinden - kom et tip, der skulle vise sig at få afgørende betydning. En kvinde fortalte, at hun havde kørt i tog mod Holte med en kvinde med et lille barn, som passede på signalementet. Vidnet så ikke tv-nyheder og læste kun sin lokal-avis, og derfor havde hun ikke henvendt sig tidligere.

Da en skoledreng få dage senere bekræftede, at også han havde været i toget sammen med kvinden, havde politiet endelig et spor. Tinas bortførerske var kørt nordpå.

Statsministeren og ombudsmanden går ind i sagen

Men Tina var fortsat intet sted at se. Og det blev for meget for selv statsminister Jens Otto Krag, der tog Tina med i sin nytårstale, og efterfølgende gik han så langt som til at love frit lejde til bortførersken, hvis vedkommende afleverede Tina tilbage.

Tidligere havde Tinas forældre lovet samme ting i de mange appeller i medierne - til politiets store frustration. Og Jens Otte Krag måtte da også være kreativ for at ikke at komme lovmæssigt i klemme. Han fik derfor ombudsmanden, Stephan Hurwitz, til at passe den telefon, som bortførersken kunne ringe til.

»Det var højst ekstraordinært - og ret opsigtsvækkende,« husker journalist Ole Schierbeck.

Den 3. januar 1966 blev det også for meget for rigmanden og direktøren Villy Holm Hvilsby, der udlovede 100.000 kroner til den person, der havde taget den lille pige, hvis pigen blev bragt tilbage i live.

Også i skovene søgte man efter Tina.
Også i skovene søgte man efter Tina. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

'Kvinden med duffelcoaten blev fundet'

Ombudsmandens telefon fik dog aldrig den længe ventede opringning fra Tinas bortførerske. Og Villy Holm Hvilsbys penge blev aldrig udbetalt.

Men den 11. januar kom det endelige gennembrud i sagen - henvendelse nummer 3532 ud af 4200 tip i sagen.

Det var en ung værftsarbejder fra Helsingør, der den 29. december havde sendt et tre sider langt brev til politiet. Brevet blev i første omgang sendt til Københavns opdagelsespoliti, og først ti dage senere blev det sendt videre til Helsingør Politi.

Den unge værftsarbejder skrev, at han vidste, hvem der havde bortført Tina. Hans mistanke var rettet mod en af kollegaerne, hvis kone meget pludseligt havde fået et barn - og et ret stort et af slagsen.

»Der var mange ting, der gjorde mig mistænksom. Jeg hæftede mig først og fremmest ved, at den gravide kvinde skulle have gået halvanden måned over tiden, men det er mærkeligt, at barnet skulle være født samme dag, som Tina blev bortført,« fortalte han til B.T.

Han hæftede sig desuden ved, at han ikke havde set kollegaens kone som højgravid.

Politiet i Helsingør rykkede straks ud til den mistænkte.

'Det er Tina, der ligger i sengen'                 

Og det var her - i en lejlighed i Stjernegade 10, tæt på Kvickly i  Helsingør - at mysteriet om Tina blev løst. En kriminalbetjent var taget op til lejligheden, hvor han ganske rigtigt fandt en kvinde og et lille barn. Kvinden var nervøs, og allerede ved betjentens ankomst fortalte hun, at hendes baby uheldigvis havde et modermærke samme sted som Tina. Kvinden ville dog intet indrømme. Men så bad den garvede betjent hende om at iføre sig den mørke duffelcoat, som hun havde i sin garderobe. Og så faldt ti-øren.

»Kan de ikke se. Her har vi bortførersken, sagde jeg. Hun vendte sig om og sagde: 'Det er også mig. Det er Tina, der ligger i sengen',« fortalte betjenten, Leif Carlsen, til B.T.

Politiet fandt derefter Tinas oprindelige tøj gemt bag sofaen.

Her er Connie Birgit Andersen og Leif Andersen.
Her er Connie Birgit Andersen og Leif Andersen. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Bortførersken fra Næstved

Den unge kvinde, der havde stjålet det lille barn hed Connie Birgit Andersen og kom oprindeligt fra Næstved. Hun havde været ung pige i huset flere steder og havde svært ved at fastholde sine job. Året forinden var hun blevet gift med den kun 21-årige maskinarbejer Leif Andersen, der var noget yngre end hende selv. Hun var efter brylluppet blevet gravid, men havde mistet barnet.

Af frygt for at miste sin mand havde hun foregivet at være gravid. Og da manden undrede sig over, at der i november endnu ikke var kommet et barn, havde hun fortalt, at hun var gået over tid.

Den dag, hvor hun stjal barnet, var manden ikke hjemme. Da han senere kom hjem fra arbejde, fortalte hun ham, at hun netop havde født. Hun bildte sin mand ind, at en læge og jordemoder havde været til stede, og da han undrede sig over, at babyen var lige rigelig stor, havde Connie Birgit Andersen svaret, at det var, fordi hun var gået halvanden måned over tid.

Leif Andersen blev også fremstillet i grundlovsforhør, hvor han fortalte, at han ikke havde erfaring med babyer - og ikke havde grund til et betvivle sin kone. Han havde derfor heller ikke fattet mistanke ved, at barnet skulle være førdt halvanden måned over tid.

Ingen havde fattet mistanke

Politifolk, kvindens familie og mandens venner og bekendte havde alle svært ved at fatte, at Connie Birgit Andersen kunne holde lille Tina skjult så længe. Men ingen fattede mistanke, hverken hendes mand, forældre eller veninder.

Få havde undret sig over, at barnet var så fremmeligt af en 'nyfødt', men Connie Birgit Andersen kunne nøje beskrive 'fødslen'.

»Jeg begriber ikke et kuk af det hele. Hun er slet ikke den type,« fortalte veninden dengang.

Da Connie Birgit Andersen blev fremstillet i grundlovsforhør fortalte hun, at det var tilfældigt, at det lige var Tina, hun havde stjålet. Hun fortalte også, at hun havde tænkt sig at beholde Tina:

»Jeg kunne lide hende og ville holde af hende,« fortalte hun.

Hele Danmark fejrede Tina

På Østerbro var det en nærmest chokeret Hanne Wiegels, der den 11. januar modtog et telefonopkald fra kriminalkommissær Hornslet ved middagstid. Betjenten bad fru Wiegels om at sætte sig ned, før han overbragte den gode nyhed - Tina var blevet fundet.

»Jeg løb ned på gaden og ventede utålmodigt på politiets bil. Det varede alt for længe, syntes jeg. Til gengæld er jeg aldrig kommet så hurtigt til Helsingør,« fortalte Hanne Wiegels, der klokken 13.30 for første gang i fire uger atter kunne tage lille Tina i armene igen på politistationen i Helsingør.

Her genforenes mor og datter for første gang efter fire ugers adskillelse.
Her genforenes mor og datter for første gang efter fire ugers adskillelse. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

»Hvor er du dog blevet stor,« sagde moderen som noget af det første til sin datter.

Hjemme på Willemoesgade blev parret modtaget med jubel. Billeder viser en flok på omkring hundreder mennesker, der havde taget opstilling foran opgangen til parrets lejlighed for at byde lille Tina velkommen hjem.

De næste dage blev ægteparret Wiegels overdynget med gaver og blomster fra mennesker, som de aldrig havde mødt før. En gestus, der berørte Tinas forældre meget, fortalte de.

Der ventede ægteparret en gigantisk velkomst, da de den 11. januar 1966 kunne kommer hjem med deres datter i favnen .
Der ventede ægteparret en gigantisk velkomst, da de den 11. januar 1966 kunne kommer hjem med deres datter i favnen . Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Følelserne over for Connie Birgit Andersen var dog af en anden slags:

»Jeg hader hende ikke. Jeg kan ikke. Nu er det hendes tur til at være ulykkelig, og jeg har medlidenhed med hende,« fortalte en berørt Hanne Wiegels, mens hun glædede sig over at have fået sin datter tilbage. Hun tilføjede også, at hun ville bestræbe sig på, at kidnapningen ikke skulle præge Tinas liv fremover:

»Jeg har lovet mig selv, at jeg hurtigst muligt vil leve normalt igen. Jeg vil ikke hænge hysterisk over Tina de næste ti dage år af skræk - det har både hun og jeg bedst af,« lød det fra den unge mor.

BT har opsporet Tina Wiegels, der i dag har et andet efternavn. Hun bor fortsat i København, men har ikke reageret på vores henvendelser.