Kommentarerne er væltet ind på Facebook efter, at forfatter Christian Mørk fredag afslørede, at han havde sendt sin farmors ring til integrationsminister Inger Støjberg i protest mod den danske regerings flygtningepolitik. Nu har de voldsomme reaktioner fået forfatteren til at slette det opslag, hvor han gengav sit brev til ministeren.

En klovn. Et fjols. En pladderhumanist. Opmærksomhedssøgende. Latterlig. Og en syg reaktion.

Læserne lægger ikke fingrene imellem, når de lufter deres meninger om forfatter Christian Mørk.

1. juledag offentliggjorde forfatteren, som selv er efterkommer af russiske indvandrere, et brev han har sendt til integrationsminister Inger Støjberg som reaktion på regeringens beslutning om at konfiskere værdigenstande fra flygtninge, der kommer til landet. I kuverten lå også en af farmoderens ringe.

»Jeg reagerer på, at man vil ransage folks personlige ejendele. For det hele begynder med, hvordan man møder dem, der ankommer. Hvis der er nogen, der kommer med store værdigenstande, er det klart, der er et spørgsmål om, hvad skal man gøre. Men ligefrem at tælle knapper på grænsen og diskutere, hvor meget mormors armbånd er værd - så synes jeg, man er langt ude«, sagde Christian Mørk fredag til BT.

Andre læser også:

Dansk skuespillerinde fandt kærligheden på ny

Tina blev stjålet fra sin barnevogn i 1965: Læs hele fortællingen om det mystiske baby-tyveri, der rørte befolkningen

I brevet, som forfatteren lagde på Facebook, skrev Mørk blandt andet:

»Min oldefar kom til Danmark i 1860'erne fra Kaliningrad i Rusland... Hans søn, anden generationsindvandreren Max, giftede sig med min farmor, Emma. Danmark har lige siden givet min familie det bedste, landet har at byde på,« skriver Christian Mørk og fortsætter sit brev til Støjberg:

»Mig bekendt blev min oldemor ikke bedt om at aflevere sine værdigenstande ved grænsen. Med tanke på alle dem, der nu står for at blive udsat for denne nedværdigelse, sender jeg Dem derfor nu min farmors ring. (Det er ikke en vielsesring, for jeg ved, De har sagt, at det kun er alle de andre genstande, der kan lægges beslag på).«, skriver Christian Mørk.

DF-profil: I nogle tilfælde skal vi kunne tage flygtninges vielsesringe

Selv om de fleste danskere brugte 1. juledag i familiens skød med at slå mave efter andestegen, tog rigtig mange sig alligevel tid til at flyve til tasterne og kommentere Mørks brev. For selv om en del hylder hans handling, var der lige så mange, som blev forargede over brevet.

»Endnu en, der skal gøre opmærksom på sig selv. Det er så ækelt og egocentreret. Og personen har end ikke fattet hvad dette lovgrundlag handler om,« skrev Otto Rosengaard på BTs Facebook-side.

»Dum måde at få flere læsere til sine 'hvad er det nu de handler om'-bøger, han skriver,« skriver Tom Bagge.

»Christian Mørk er vist ikke helt opdateret og i min optik blot opmærksomhedssøgende! Men negativ opmærksomhed er vel bedre end ingen!!« mener Bente Dysted Martlev.

Elizabeth Doyle kender - i modsætning til en del andre debattører - udmærket Mørks forfatterskab, men hun forstår heller ikke hans handling.

»Hold da op - det var da en mega syg reaktion fra et ellers begavet menneske - tilsyneladende har han jo reddet sig selv ud af Danmark i tide, eftersom han har adresse i USA,« skriver hun.

En del læsere reagerer på, at forfatteren selv er bosiddende i USA, og at han derfor ikke forstår dansk politik.

»Ja, når man bor i USA det meste af tiden, er det jo flot at smide snavs efter de politikere herhjemme, der forsøger at få vore skattekroner til at række både til gamle, unge, børn og syge og en masse nye mennesker, der bare kommer i bunker. Bidrager han mon til det danske samfund?« spørger eksempelvis Bente Dysted Martlev.

Og Kirsten Marie Waade skriver:

»Tåbeligt brev. I 1860 fik de mennesker, der flyttede til Danmark med garanti ikke hver måned udleveret en pose penge og givet gratis uddannelse og lægehjælp. De måtte finde sig et arbejde og forsøge at klare sig, så godt de kunne. Sådan som det jo også, så vidt jeg ved, er i USA. Det er vel rimeligt, at man skal forsørge sig selv, hvis man overhovedet kan. Har man penge med fra Syrien, er det vel rimeligt, man bruger dem først. Der er jo ikke tale om ting, der har affektionsværdi.«

Og Niels Peder Ravn er inde på noget af det samme - omend i en lidt mere rå tone:

»I NYC (New York City, red.) sidder en dansk forfatter, som fatter minus. Eller også er han bare fuld. Tror han, at han på nogen måde kan sammenligne samfundet i 1860 med samfundet i dag? Tror han, at hans oldefar blev modtaget med tilbuddet om tag over hovedet? Med lommepenge mens hans sag blev behandlet? Med integrationsydelse og boliganvisning? I givet fald er forfatteren en intellektuel skamplet på sin stand. Og hvad værre er: Han er komplet respektløs overfor sin forfader, som immigrerede til et fremmed land og formåede at klare sig selv. Fjols!«

De mange negative kommentarer fik senere Christian Mørk til at slette sin oprindelige opslag.

»Det er min fejl, og det er nok mig, der er naiv. Jeg havde ikke forudset, at det opslag ville udløse så hadefulde kommentarer. Men det har også været ude i otte timer, og det er delt mange gange, så jeg har fået mine pointer ud, sagde Christian Mørk til TV 2 sent fredag aften.

Christian Mørk kan dog glæde sig over, at der også er læsere, der deler hans synspunkt.

Lis Greve skriver blandt andet:

»I mine øjne er det svineri, at migranter og flygtninge skal aflevere, hvad de har af penge, smykker og andre værdier. Det er jo ligesom da jøderne blev bestjålet af tyskerne. Er vi på vej derhen? Dernæst er det osse svineri, at vores borgere, bliver frataget deres hjemmehjælp, og får elendig mad, fra det offentlige. Får frataget boligydelse, så de ikke har råd til at bo. Hvad med at kræve at de som lejer boliger ud, skal sætte lejen ned, så man har råd til at bo.
Har regeringen tænkt på konsekvenserne. Hvor mange boligløse der vil blive - hvor mange fysisk syge mennesker, der vil blive. For ikke at tale om, hvor mange psykisk syge, der vil blive?«

Birgit Irming er også enig med Christian Mørk:

»Jeg tror, du har ret, Det handler om Venstre og DF-fremmedhad, som er helt ude af proportioner, og jeg græmmes af de indlæg, der er her (på BTs Facebookside, red.) Er vi blevet et folk, der har nok i os selv og ikke ejer empati for andre? Og så blander man gamle, børn og hjemløse ind i hele problematikken, for og få folk til og bakke op om deres fremmedfjenske politik, så de i ly af dette kan give skattelettelser til deres venner i toppen af samfundet. Lettelser, de absolut ikke har brug for. Prøv og se, hvordan de smider om sig med pengene til slotte, store biler og kæmpe villaer. Så stik piben ind, og vis lidt storsind for de, der må flygte fra krig og terror.«

Peter Erik Jensen hører også til dem, der støtter op om Mørks markering:

»Det er god kampagne - Jo flere, der påpeger, at der er noget helt galt med det kvindemenneske (integrationsminister Inger Støjberg, red.)  -  jo bedre.«