Den tidligere Premier League-målmand Russel Hoult er dødeligt syg. 

I en alder af blot 52 år kæmper han lige nu mod to uhelbredelige sygdomme – primær skleroserende kolangitis, der er en sjælden leversygdom, og galdevejskræft i stadie fire. 

Derfor modtager han nu palliativ behandling, der lindrer smerten og har til formål at forbedre livskvaliteten hos patienten og pårørende.

Familien forsøger nu at indsamle penge til AMMF – The Cholangiocarcinoma Charity for at skabe opmærksomhed om deres fars sygdomme, skriver BBC.

Det gør de ved at løbe et halvmaraton søndag 26. oktober.

»Min far er en helt fantastisk fyr både indvendigt og udvendigt og har altid været et forbillede for mig og min bror,« siger datteren Kayleigh Hoult til mediet. 

»På dagen bliver det en hvirvelvind af følelser, og det bliver hårdt, men vi vil sørge for at komme over målstregen for vores far og for denne fantastiske velgørenhedsorganisation,« uddyber hun. 

Gennem en 20 år lang karriere, nåede Russel Hoult både at forsvare målkassen for Leicester City, Derby County og Nottingham Forest.

Russel Hoult lagde målmandshandskerne på hylden i 2013. 

10 år senere blev han diagnosticeret med den sjældne leversygdom, hvor han i det efterfølgende år fik konstateret galdevejskræft.