Klokken otte i aften er der krig. TV2s nye nøgne sandhed, pakket ind i Cecilie Frøkjærs store tv-smil, kæmper om din zap-finger. Overfor den tidligere morgen-stjerne ruller DR X Factor kanonerne ud. Fredag aften er kamppladsen.

Faktisk kan fredagen noget, ingen af de andre dage kan - aftenen har en helt særlig tv-tradition, som indledtes med 'Eleva2ren' og 'Husk lige tandbørsten'.

- Det er helt klart den aften, danskerne sætter sig sammen i sofaen og hygger sig sammen - børn og voksne, unge og gamle, hele familien. Derfor ligger de store show bare rigtig godt den aften, der kan et program ramme bredt, siger Jan Lager­mand Lundme, underholdnings­redaktør i DR.

Af samme grund vil et program som for eksempel 'X Factor' aldrig blive sendt om lørdagen.

- X Factor skal samle danskerne og give en fælles oplevelse, det er fredag aften bare supergod til, lyder det fra Lundme, der ikke er bleg for at indrømme den skarpe konkurrence med TV2.

- Vi ved, at TV2 laver noget godt om fredagen, vi er altid i konkurrence med dem - ikke kun fredag aften. Men fredagskonkurrencen skærper os, det giver bare endnu bedre programmer, og det er jo kun godt for seerne.

Siden TV2 fik succes med »Vild med dans«, er der for alvor kommet gang i fredagsunderholdningen, og hvert år synes at byde på større og bedre show.

Ikke for børn

I aften byder kanalerne igen på god underholdning - TV2 med Frøkjærs nye talkshow 'Den nøgne sandhed', som i høj grad er værtindens egen idé. Programmet skal skabe heftig debat mellem et kvindeligt publikum og et mandepanel, og der er lagt op til kamp mellem kønnene.

- Der er ingen tvivl om, hvem der vinder seerne fredag aften, men vi vil bare gerne lave et program for dem, som ikke har lyst til at se 'X Factor', eller dem, der ikke har børn. Der vil ikke være nogen mennesker i dette land, der vil være overrasket over, at jeg får færre seere, har hun tidligere sagt til B.T.

Dybde - på en fredag!

Også redaktøren på programmet lægger vægt på, at talkshowet er til dem, der ikke gider 'X Factor'.

- Vi vil aldrig kunne matche det program, og det er heller ikke meningen, det er der ingen i TV2, der går og håber på, siger Jes Schrøder. Han glæder sig til at se, når publikum og panel går i totterne på hinanden.

- De skal snakke om ugen der gik, meninger, holdninger og livssyn. Der er lidt mere dybde, end man normalt ville forbinde med fredagsunderholdning, og jeg håber, de går til hinanden, lyder det fra Schrøder.

Det kan altså være svært at vide, hvilket tal på fjernbetjeningen der skal trykkes på i aften, men det er danskerne vant til. Se her på siderne, hvad kanalerne før har fundet på for at bejle om seernes gunst fredag aften.