'Slut med Cirkusrevyen. Ulf takker af og stopper næste år'. Sådan kunne man læse på forsiden af denne uges udgave af ugebladet Se og Hør.

Men den 78-årige revystjerne Ulf Pilgaard fortæller nu til B.T., at det ikke er helt sandt.

Han har nemlig slet ikke planlagt ud i fremtiden på den måde, som ugebladet beskriver det. Hvordan hans karriere kommer til at udspille sig fremover, afhænger mest af alt af hans helbred.

»Det er så svært at spå i fremtiden om, hvordan jeg har det. Hvis jeg nu er fuldstændig i topform, så ville det være i skide ærgerligt at stoppe,« siger Ulf Pilgaard til B.T.

Skuespiller Ulf Pilgaard, da holdet bag Cirkusrevyen 2019 møder pressen i Klithuset i Dronningmølle søndag den 13. januar 2019.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Skuespiller Ulf Pilgaard, da holdet bag Cirkusrevyen 2019 møder pressen i Klithuset i Dronningmølle søndag den 13. januar 2019.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

I sommer blev han ramt af det, han selv beskriver som 'en kædereaktion af banale sygdomme, der afløste hinanden', og måtte derfor aflyse flere af sine optrædener i Cirkusrevyen.

Men lige nu har han det strålende og håber, det fortsætter. For hvis han skal give afkald på sit arbejde, føler han, han giver afkald på en stor del af sig selv.

»Jeg kan næsten ikke bære tanken om, at jeg ikke skal lave en skid. Jeg kan jo godt lide at arbejde. Det har meget med ens identitet at gøre, og det man står for,« fortæller han.

Og selvom det er over et årti siden, den folkekære skuespiller rundede folkepensionsalderen, er der ingen planer om at efterleve klichéerne og 'trække stikket' og 'nyde sit otium'.

Henrik Lykkegaard, Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Lise Baastrup og Karsten Jansfort, da holdet bag Cirkusrevyen 2019 møder pressen i Klithuset i Dronningmølle søndag den 13. januar 2019.
Henrik Lykkegaard, Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Lise Baastrup og Karsten Jansfort, da holdet bag Cirkusrevyen 2019 møder pressen i Klithuset i Dronningmølle søndag den 13. januar 2019. Foto: Philip Davali
Vis mere

»Jeg kender tilfældigvis rigtig mange pensionister, der er sindssygt kede af at være holdt op med at arbejde. Alene det med det sociale samkvem med sine kollegaer. Der er mange ting, der betyder noget for folk. Og pludselig bliver de ensomme,« siger Ulf Pilgaard.

Ifølge ham er der i hans branche slet ikke noget, der hedder 'at blive pensioneret'.

»Der er ikke nogen øvre grænse for, hvornår man stopper i vores job. Du kan for eksempel se Ghita Nørby og i øvrigt andre kunstnere. Det er meget karakteristisk, at man bliver ved, til man segner,« siger han.

Det er nemlig ikke bare et job, han har, men en livsstil. Og en livsstil, han ikke har i sinde at lægge om.

Skuespiller Ulf Pilgaard, da holdet bag Cirkusrevyen 2019 møder pressen i Klithuset i Dronningmølle søndag den 13. januar 2019.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Skuespiller Ulf Pilgaard, da holdet bag Cirkusrevyen 2019 møder pressen i Klithuset i Dronningmølle søndag den 13. januar 2019.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

»Det holder ikke lige pludselig op, den der skabende evne, eller ulykkeligvis gør det i visse tilfælde, men hos mange er det en åre, der bare flyder.«

Til næste år kan Ulf Pilgaard fejre sit 40-års jubilæum i Cirkusrevyen, og der er en helt særlig grund til, han har valgt at tilbringe halvdelen af sit liv i netop Cirkusrevyens spotlys.

»Det er et af de få steder, man til stadighed og gennem mange år har haft en politisk satire, decideret politisk. Ikke bare grin for grinets skyld, men også med en betydning. Det bilder jeg mig i hvert fald ind. At man får givet folk noget til eftertanke, det har været en drivkraft hele vejen igennem,« siger han.

Og han fastslår, hvorfor revyen altid vil have hans hjerte over alt andet:

»I modsætning til det, der bliver vores konkurrenter i de her år; de der evindelige musicals, der dukker op alle vegne... Hvis man skulle markere sig, skulle det være med det, man ikke ser andre steder - netop den politiske satire og et grin. Det er ikke mange musicals, hvor man får et grin.«