Glasset er ikke bare halvt fyldt for Ole Henriksen. Det er halvt fyldt på den mest fantastiske måde. Og han elsker det glas. 60 år i dag.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den dansk-fødte, men amerikansk-boende cremekonge Ole Henriksen fylder 60 år i dag, og han gør det på toppen af sin karriere og med en jernvilje til at fokusere på det positive, uanset, hvor tung verden kan se ud.

Han er født og opvokset i Jylland i Nibe, men var et underligt ensomt barn, der allerede som 18-årig tog til København og senere til Indonesien, hvor han arbejdede som model og danser og levede så usundt, at han fik bumser af det. Dét ændrede hans liv, for en lokal kvinde lærte ham at pleje sin hud, og derfra ønskede han kun at arbejde inden for hudpleje. Han blev uddannet i London, hvor han arbejdede, før han flyttede til San Francisco og senere Los Angeles.

Her åbnede han i 1975 sin første hudplejeklinik, i 1986 udgav han sin første bog og begyndte at sælge sine produkter via postordre. I 1998 flyttede han klinikken til Sunset Boulevard, og her har Hollywoods kendte flokkedes for at få Ole Henriksens tip til hudpleje. Han er på kindkys med stjerner som Lisa Marie Presley, Charlize Theron, Kylie Minogue og Cher. Han har for nylig solgt sit firma til LVMH, der også står bag mærker som Christian Dior og bag skønhedskæden Sephora. Han fortsætter som kreativ direktør og bor stadig i Los Angeles sammen med sin partner, Laurence.

Damesko og dansk sammenhold

Men selv midt i al denne succes er Ole Henriksen en uhyre sjælden kombination af alt andet end selvhøjtidelig og sød og betænksom.

To eksempler med 30 års forskel: Da han var vært ved Ecco Walk in Style award i februar 2011 og pludselig dukkede op på scenen, dansende i et par høje sko. Ganske utradionelt i et selskab og en branche, hvor man kun skejer ud i klart definerede baner, og mænd i damesko er ikke en af dem. Men Ole Henriksen syntes, det så sjovt ud:

- Jeg ville da også prøve, sagde han og råbte så 'I loooooove it.'

Eller for 30 år siden, hvor den da 18-årige og bebumsede Annette Kirstine Poulsen dukkede op i hans salon i Hollywood. Hun fik stukket hans numre i hånden, at her holder vi danskere sammen, så hun skulle ringe, hvis hun fik brug for det. De to har stadig kontakt, 30 år senere, hvor hun professionelt beskæftiger sig med skønhed via sin blog, beautyspace.dk, og hun kalder ham sin inspirator.

- Han er et menneske som alle andre, han kan også være ked af det og meget rørt, men han har valgt at være taknemmelig og venlig, han er altid tilgængelig, og når alle mennesker i en forsamling hiver i ham og vil fotograferes og have autografer, giver han det. Man går hjem med fornemmelsen af at have fået lidt. Han har besluttet sig for at være venlig og taknemmelig og altid at se det positive i selv de sværeste ting. Ole er et menneske som alle andre. Men et særligt sødt et.