Smilet i de brune øjne og det hvide tandsæt er det samme. Det sorte hår stadig sort. Men noget har ændret sig. Indeni.
»Jeg er blevet en anden, men på den gode måde. Der er slet ikke tid til at være navlebeskuende og dyrke sit ego. Det er enormt befriende, at der er noget, der er større end mig. Vigtigere end mig,« siger Dennis Knudsen.
Det er tre år siden, at den nu 58-årige kendisfrisør tog det store spring ind i sit nye liv som solofar til først Lucas, så for et år siden Noah.
Snart er han klar til næste spring, når han til september flyver til Los Angeles for at hente de nye skud på stammen. Hans tvillingedøtre.
»Det var da derfor, jeg flyttede herned,« smiler han og slår armene ud i sit 300 kvm store nye hjem i den sydvestsjællandske by Korsør, som han for et halvt år siden forlod København for.
»Her kan mine børn vokse op med natur, skov og strand, frisk luft og højt til himlen. Jeg kan ikke ønske noget bedre for dem.«
»Prisen er, at jeg får længere til arbejde, men med tanke på, at jeg snart har fire børn, skal jeg heller ikke overarbejde, som jeg har gjort det meste af mit liv,« siger Dennis Knudsen, som allerede er faldet rigtig godt til i byen, ligesom børnene er.
Endnu er der ro på i den højloftede stue. Begge sønner er i den nærliggende naturinstitution. Der er kaffe i kruset. Børnenes småkager på bordet.
»Mit liv er ekstremt anderledes, end da jeg var single københavner. Der handlede alt om at gå ud at spise gode middage, drikke vin og fyre den af. Det liv har jeg slet ikke mere.«
»For det første drikker jeg ikke alkohol. Det har jeg ikke gjort i tre et halvt år. For det andet har jeg ikke tid til store middage. Og for det tredje gider jeg det ikke mere.«
»Jeg ved, hvad prisen er. Børnene vågner klokken seks om morgenen, og dér skal jeg være far,« siger han uden bitterhed eller fortrydelse i stemmen.
Lige siden Lucas for tre år siden kom til verden, har rollen som far da også fyldt alt i Dennis Knudsens liv. Ikke mindst fordi han har insisteret på selv at udfylde den. Uden rengøringshjælp. Uden børnepasser.
»Man skulle være en flue på væggen her, for når børnene først vågner, så er der knald på. For Lucas er Spiderman fra det øjeblik, han står ud af sengen,« griner han bare.
En typisk dag starter med bleskift, morgenmad, børsten tænder, tøj på og så afsted til vuggestue og børnehave.
To til tre gange ugentlig kører Dennis Knudsen på job i København, de øvrige dage passes forretningen hjemmefra. Sammen med rengøringen, indtil sønnerne hentes igen om eftermiddagen, der hygges og leges på stranden, og det er tid til aftensmad og putning.
Så skal der smøres madpakker og pakkes tasker til næste dag. Sættes vask over.
»Sådan kører dagene ellers. Mens den ene lige har fået rent tøj på, har den anden skidt i bukserne,« fortæller Dennis Knudsen og ryster smilende på hovedet over sit liv. Som han elsker.
»Jeg bliver ikke stresset sammen med mine børn. Jeg synes, at det er sjovt. Også når det nogle gange koger over med gråd og lort i bukserne. Så trækker jeg bare vejret dybt ned i maven og griner lidt af det.«
Om lidt bliver der endnu mere gråd og lort i bleen, når tvillingedøtrene kommer til verden. Og selvom Dennis Knudsen glæder sig, har han erkendt, at det som solofar bliver noget af en mundfuld.
Derfor har han ansat en au pair, som flytter ind i villaen i Korsør i næste måned. En 19-årig vestjysk pige, som uopfordret søgte jobbet og har erfaring med små børn.
»For at have hænder nok til fire små børn,« fortæller Dennis Knudsen om sin kommende au pair, Steffany, som allerede har mødt Lucas og Noah flere gange.
»Det bliver spændende, men også grænseoverskridende at lade et fremmed menneske flytte ind i ens liv. Pludselig kan man ikke rende rundt i underbukser. Men det bliver nødvendigt med hjælp,« erkender Dennis Knudsen, hvis beslutning om at udvide børneflokken ikke er faldet i lige god jord hos alle.
»Det er dybt forståeligt, at folk har den bekymring, om man som voksen kan tillade sig at sætte liv i verden, når man nu er en gammel mand i manges øjne.«
»Men man kan være gammel på mange måder. Der er masser på min alder, der ligger som en fed gammel morfar på sofaen, men man kan også være en voksen mand, som har et aktivt liv.«
»Og i og med at du får børn, bliver du jo tvunget til at være aktiv. Du kan ikke bare være træt og ligge på sofaen, når ungen skal have mad eller skiftes. Så man finder nogle kræfter og ressourcer,« forklarer Dennis Knudsen, som tidligere har fundet dem de fem gange, han har gennemført en ironman. Senest for fire år siden.
For tiden kniber det dog med at finde tid til træning, og der er kommet noget ekstra sul på kroppen.
»Men når man venter tvillinger, er det vel o.k.,« joker han og klapper sig på maven.
Det er dog ikke kun træning, det kniber med i Dennis Knudsens liv. Også kærligheden halter bagefter. I hvert fald voksenkærligheden.
»Ens kærlighedsbarometer bliver jo fyldt ekstremt højt op, når man har børn. Det er ubetinget kærlighed. Men at finde den livspartner at dele livet med? Ham har jeg ledt efter i 40 år. Og jeg har sgu ikke fundet ham endnu,« indrømmer Dennis Knudsen.
»Jeg ved jo snart ikke, hvordan det er mere. Det er nok ti år siden, at jeg har været i et længerevarende forhold. Men selvfølgelig kunne det være spændende, og hvis det føles rigtigt, må det godt komme.«
»Men det er en stor pakke, hvis man skal være kæreste med mig. Én ting er, at jeg nok i virkeligheden er besværlig nok selv, men at finde en mand, der kan rumme fire børn, er ikke nemt. Jeg gør det ikke ligefrem lettere for mig selv,« griner Dennis Knudsen.
»Det er svært at finde kærligheden. Men så må man jo finde den i inde i én selv og i de ting, der er omkring en. Og når man har børn, har man i hvert fald aldrig den følelse af ikke at være elsket.«
