»Det blev et stort JA herfra.«

Sådan skriver 'Bagedyst'-finalisten fra 2018 Jasmin Gabay på et Instagram-opslag lørdag.

Det er hendes kæreste, Niclas Bardeleben, der har fået et stort ja, efter han har friet til den danske kendis.

Og kæresten havde planlagt det helt romantiske frieri.

'Niclas hev mig med på det vaskeri, hvor vi havde vores første date. Her brød han ud i en hjemmekomponeret sang, først med ukulele. Ind kom et fantastisk kor for så at blive efterfulgt af et brassband! Elskede alt ved det, men mest ham som sang. JA til dig altså,' skriver Jasmin Gabay i sit opslag.

I kommentarfeltet vælter det også ind med lykønskninger fra flere af Jasmin Gabays 30.700 følgere.

Parret flyttede sammen i august 2019, og nu har de altså taget næste skridt.

I 2018 blev Jasmin Gabay kendt, da hun var med i 'Den store bagedyst', hvor hun kom helt frem til finalen, men måtte se sig slået af den unge Emil Obel.

I 2019 deltog hun så i Dansk Melodi Grand Prix med sangen 'Kiss Like This', men her nåede hun ikke blandt de tre finalister.