Den engelske popstjerne Adele er blevet hyldet vidt og bredt for sin håndtering af moderrollen.

Men nu afslører 28-årige Adele Adkins i et åbenhjertigt interview med Vanity Fair, at hun i månederne efter, at sønnen Angelo James Konecki kom til verden tilbage i 2012 udviklede en fødselsdepression.

»Det skræmte mig. Jeg vidste godt, at fødselsdepressioner kunne fremprovokere forskellige følelser. Blandt andet at man ikke vil være i nærheden af sit eget barn, frygt for barnet eller frygt for, at man ikke gør det godt nok som forældre. I mit tilfælde blev jeg besat af babyen. Jeg følte mig meget utilstrækkelig. Det føltes som om, jeg havde taget mit livs værste beslutning,« siger Adele til Vanity Fair.

Den 28-årige 'Hello'-sangerinde har altid været meget følsomt anlagt og har flere gange brudt ud i tårer på scenen. Mange af hendes sange handler da også om hjertesorger og kærlighed.

Til Vanity Fair fortæller Adele, at hun allerede som barn stiftede bekendtskab med sit følsomme og til tider skrøbelige sinds dystre bagside. Det skete, da et nært familiemedlem gik bort.

»Jeg fik min første depression, da min bedstefar døde. Jeg var 10 år gammel. Selvom jeg aldrig har haft selvmordstanker, har jeg været meget i terapi. Heldigvis har jeg ikke været nedtrykt siden fødselsdepressionen,« fortæller Adele.

Den britiske sangerinde fik sit helt store gennembrud med albummet 'Chasing pavements' i 2008. Siden har hun toppet hitlisterne verden over og vundet adskillige Grammyer. I 2012 tangerede hun Beyoncès rekord ved som den blot anden kvinde nogensinde at vinde hele seks Grammyer samme år.

Privat danner Adele Adkins par med kæresten Simon Konecki.