Winnipeg Jets tabte det femte opgør til St. Louis og kan være ude af slutspillet på søndag.

For den danske ishockeystjerne Nikolaj Ehlers og hans klub, Winnipeg Jets, kan NHL-sæsonen være forbi allerede natten til søndag dansk tid.

Efter et nederlag på 2-3 i femte kamp mod St. Louis Blues er Winnipeg under maksimalt pres i første playoffrunde i kampen om Stanley Cup-trofæet.

Det hold, der først når fire sejre, avancerer til næste runde, og da Winnipeg nu er bagud 2-3 i kampe, kan Ehlers og holdkammeraterne ikke tåle flere nederlag.

Winnipeg indledte serien med to nederlag foran eget publikum, men så ud til at være kommet tilbage på sporet ved at vinde de to næste opgør i St. Louis.

Da de to hold natten til fredag på ny tørnede sammen i Winnipeg, kom hjemmeholdet glimrende fra start og førte 2-0 efter 13 minutter.

Det var stadig stillingen efter anden periode, men halvandet minut inde i sidste periode reducerede Ryan O'Reilly til 1-2. Det mål vækkede gæsterne fra Missouri, som satte en heftig slutspurt ind.

Brayden Schenn fik udlignet til 2-2, og blot 15 sekunder før afslutningen på den ordinære kamp scorede Jaden Schwartz sejrsmålet for St. Louis.

Lidt usædvanligt har udeholdet vundet de fem første kampe i serien, og Winnipeg-spillerne må håbe, at den stime fortsætter i kamp seks i St. Louis. Ellers venter der en lidt for tidlig sommerferie lige om hjørnet.

Nikolaj Ehlers forlod isen med tydelige smerter i kampens slutning, efter at han parerede et slagskud med sit venstre ben.

Winnipeg har ikke meldt noget ud, om danskeren er kommet til skade, eller om der kun er tale om et slag.

Den regerende Stanley Cup-vinder, Washington Capitals, tabte for anden kamp i træk på udebane til Carolina Hurricanes.

Carolina vandt 2-1 i en kamp, hvor danske Lars Eller blev noteret for en assist til Washingtons enlige scoring, der blev sat ind af Alexander Ovechkin.

De to klubber har nu vundet to kampe hver i serien.

/ritzau/