Sportschef og assistenttræner Lasse Boesen stopper i KIF Kolding, meddeler klubben på sin hjemmeside.

Kolding. Klubikonet Lasse Boesen forlader KIF Kolding. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Boesen, der senest har været assistenttræner og sportschef i klubben, har efter mange overvejelser valgt at takke nej til at fortsætte under den nye struktur i klubben.

- KIF håndbold har altid været som familie for mig, og jeg har altid prioriteret KIF frem for næsten alt.

- Jeg er glad og stolt over, at nye kræfter ser muligheder i platformen omkring KIF Håndbold Elite og er klar med energi og fornyede ressourcer til fremtiden, siger Lasse Boesen.

Med hans afgang stopper en æra for familien Boesen i KIF, da hans far, Jens Boesen, er afgående som direktør.

- Vi havde regnet med at kunne lukrere på Lasse Boesens store erfaring og faglighed, men på den anden side, så forstår jeg godt Lasses valg siger Anders Jensen, næstformand i KIF Kolding Håndbold.

Lars Frederiksen fortsætter som cheftræner, og sammen med Anders Jensen sonderes terrænet for at finde en ny assistenttræner.

Lasse Boesen var i klubben ad flere omgange. Han sluttede sin aktive karriere i KIF Kolding København i 2015.

For kort tid siden brød klubben båndene til København, så den fremover hedder KIF Håndbold.

/ritzau/