En ændret kalender i USA og Europa får Rory McIlroy til at justere på sine aktiviteter med golfkøllerne.

I meget af 2019 kommer europæiske golffans til at spejde forgæves efter Rory McIlroy.

Rory McIlroy har tænkt sig at nedprioritere turneringer på European Tour for i stedet at fokusere målrettet på PGA Touren i USA.

Nordireren fortæller tirsdag, at det skyldes ændringer i golfkalenderen til næste år.

McIlroy vil dog også stille op i turneringer i Europa. Han varsler således, at han vil deltage i to turneringer i Europa i første halvdel af 2019.

Forklaringen er, at der bliver spillet nogle store turneringer i USA i marts og maj. Det drejer sig om Players' Championship samt US PGA Championship.

Til gengæld har den ændrede golfkalender skubbet BMW PGA Championship, der betragtes som et flagskib på European Tour, til september.

- Det er et resultat af ændringerne, siger McIlroy ifølge nyhedsbureauet AP.

Han vil måske vente helt til maj med at beslutte sine aktiviteter på European Tour.

- Jeg vil spille de store turneringer og majorturneringerne, men European Tour-sæsonen begynder ikke for alvor før juli.

- Det bliver et anderledes år for mange af gutterne på grund af måden, kalenderen er sat sammen på til næste år, forklarer McIlroy.

Det er primært fra marts og resten af sæsonen, at han satser på at spille golf på topniveau.

- Jeg starter året op i USA, og det vil have mit fokus indtil slutningen af august, og så må vi se, hvad der sker derfra, siger han.

- Jeg ville spille på de bedste baner uge efter uge, og for det meste sker det i USA.

- Hvis jeg skal blive ved med at gå efter at vinde majors og fortsætte min rejse tilbage i toppen af sporten, så er det, hvad jeg ønsker at gøre, siger McIlroy.

/ritzau/