Både Rasmus og Nicolai Højgaard ligger i top-5 inden sidste runde af Ras Al Khaimah Championship.

Rasmus Højgaard og tvillingbror Nicolai Højgaard har for vane at blande sig i den sjove ende af de golfturneringer, de stiller op i. Men det er ikke hverdagskost, at de begge spiller med om sejren på samme tid.

Det er ikke desto mindre tilfældet i turneringen Ras Al Khaimah Championship, som spilles i Forenede Arabiske Emirater.

Her er brødrene begge i top-5 efter tre runder og kan altså stikke af med to topplaceringer, hvis alt flasker sig søndag.

Rasmus Højgaard lå før lørdagens runde på en delt førsteplads, og danskeren er da også stadig den bedst placerede af de to med en andenplads.

Tredje runde gik han i 68 slag, hvilket er fire slag under banens par.

Han lagde fornemt fra land med to birdies på de første tre huller, og halvvejs gennem runden var han fire slag under par for dagen.

Bogeyen på tiende gul ødelagde chancen for at lægge sig i pole position før den sidste runde søndag, da sydafrikanske Zander Lombard med en kanonrunde spillede sig op på førstepladsen.

Lombard er samlet 16 slag under par, mens Højgaard er et slag efter.

Grundet sin ringere startposition var Nicolai Højgaard færdig et godt stykke tid før sin tvillingbror, men han spillede sig med en score på fem slag under par op på en delt femteplads. Undervejs på lørdagens runde lå begge brødre kortvarigt på en delt førsteplads.

Nicolai Højgaard er tre slag efter sin bror og fire fra den førende spiller.

Thorbjørn Olesen fuldender den solide danske tilstedeværelse i toppen med en delt 11.-plads efter en runde i 66 slag. Den erfarne golfspiller er ti slag under par, når alle runderne lægges sammen.

Oliver Hundebøll, Thomas Bjørn, Marcus Helligkilde og Niklas Nørgaard er placeret længere tilbage.

/ritzau/