Det nigerianske fodboldforbund er brændt varm på den danske Premier League-komet Philip Billing, der med sine nigerianske rødder i princippet kunne tørne ud for den afrikanske fodboldstormagt.

Nigerias tyske landstræner, Gernot Rohr, fortæller til nigerianske medier, at man har været i kontakt med Philip Billing for at drøfte muligheden.

Men det er ikke helt sådan, det forholder sig, fortæller den 22-årige Huddersfield-dansker nu.

»Der står, at jeg har snakket med dem. Men jeg har ikke personligt haft kontakt med det nigerianske landshold overhovedet,« fortæller Philip Billing til B.T.

Foto: DARREN STAPLES
Vis mere

»Jeg ved, at mine agenter herovre har sagt, at Nigeria har henvendt sig til dem. Der er ikke så meget i det...altså, det er mest, hvis jeg skulle ønske at spille for det nigerianske landshold, så tror jeg, at det kunne være muligt. Men det er ikke noget, jeg går og tænker over.«

Kunne du være fristet af at skifte Danmark ud med Nigeria?

»Nej, jeg ser mig selv som dansker, og jeg spiller også på det danske U21-landshold. Så nej, det har jeg ikke tænkt på, hvis jeg skal være helt ærlig.«

Philip Billing har været forrygende spillende i denne sæson, hvor han er den Huddersfield-spiller, der har optrådt flest gange i startopstillingen. Og den officielle Premier League-hjemmeside har i denne uge udtaget den langlemmede dansker til Rundens Hold.