Den danske U21-landsholdsprofil Philip Billing er godt i gang med at mejsle sit navn ind i bevidstheden hos Premier League-fans.

Han har været omdrejningspunktet på Huddersfield gennem hele sæsonen - og i weekenden var han manden bag bundholdets imponerende 2-0-sejr ude over storsatsende Wolverhampton. Blandt andet forhindrede han på akrobatisk vis og på selve målstregen en scoring til hjemmeholdet. SE HØJDEPUNKTER I VIDEOEN ØVERST

Og præstationen er blevet noteret i det engelske. På Premier Leagues officielle hjemmeside figurerer den 22-årige dansker på rundens hold - sat af den engelske landsholdslegende Alan Shearer.

Her er Philip Billing udtaget sammen med superstjerner som David Silva, Dele Alli og Leroy Sané.

»En iøjnefaldende præstation. (Aaron, red.) Mooy scorede to gange, men Billing var banens bedste spiller, og hans utrolige redning fastholdt hans holds føring på et vitalt tidspunkt,« siger Alan Shearer om Philip Billing.

Efter weekendens kamp fik danskeren også stor ros af Huddersfields manager, David Wagner.

»Han er en mand nu,« lød det fra tyskeren.

Også på de sociale medier hyldes den langlemmede dansker.