Karrieren er ved at tage fart for 22-årige Philip Billing, der i denne sæson for alvor har slået sit navn fast i selveste Premier League.

Han er fast mand på midtbanen for Huddersfield og for det danske U21-landshold, og han er i denne uge på Rundens Hold på Premier Leagues officielle hjemmeside.

Og den langlemmede esbjergensers imponerende udvikling er også blevet noteret i Nigeria. I sådan en grad, at afrikanerne drømmer om at kapre midtbanekometen.

Philip Billing har nemlig nigerianske rødder - deraf mellemnavnet Anyanwu - og da han endnu ikke har en dansk A-landskamp, vil det være muligt for ham at tørne ud for 'Super Eagles', som det nigerianske landshold kaldes.

Danmarks Philip Billing har scoret til 1-0 i U21 EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Polen på Aalborg Stadion, fredag 12. oktober 2018.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Danmarks Philip Billing har scoret til 1-0 i U21 EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Polen på Aalborg Stadion, fredag 12. oktober 2018.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Nigerias tyske landstræner, Gernot Rohr, fortæller, at man har henvendt sig til Philip Billing.

»Én af mine assistenter i England så ham og talte med ham. Der var en god kontakt.«

»Det kræver, at de er virkelig motiverede og spændte efter at slutte sig til os. Vi vil ikke presse dem,« siger Gernot Rohr til Complete Sports Nigeria.

Den tyske træner har tidligere haft held til at kapre spillere som Torinos Ola Aina, Benficas Tyronne Ebuehi og Lokomotiv Moskvas Bryan Idowu til det nigerianske landshold.

Danmarks U21-landstræner, Niels Frederiksen, lyder meget overrasket, da B.T. fremlægger Gernot Rohrs udtalelser for ham.

»Jeg har absolut intet hørt om dette,« siger Niels Frederiksen.

»Men det kan jeg ikke forhindre ham (Philip Billing, red.) i at gøre, hvis det er. Vi er glade for Philip, og vi er sikre på, han har en rigtig stor fremtid på det danske landshold, men vi blander os ikke i sådan noget, hvis det er. Det ville dog være ærgerligt at miste ham.«

B.T. har forgæves forsøgt at få kommentar fra det nigerianske fodboldforbund. Ligesom det endnu ikke er lykkedes at få en kommentar fra Philip Billing selv.