Pione Sisto går muligvis rundt i disse dage og ærgrer sig over, at han ikke er med Åge Hareides A-landshold, men i stedet med Niels Frederiksens U21-drenge. Der er dog godt nyt til det danske stortalent.

For Pione Sisto har slået en rekord, og det er sket i det meget populære computerspil FIFA. Her er Sistos forvandling fra en bedømmelse på 45 til 74 fra 2014 til 2017 den største i spillets historie, skriver The Sport Bible, der samtidig hylder den danske kantspiller.

Pione Sisto viste på et tidsligt tidspunkt potentiale, men hans etablering i spillet blev torpederet i 2014, da FIFA-spillet besluttede at tildele ham et af de værste kort i historien – et bronzekort med bedømmelsen 45 (ud af 99, red.). Det var uretfærdigt over for hans skræmmende talent, skriver The Sport Bible.

Pione Sisto har da også fået en god start på sin tid i det spanske, hvor han blandt andet er blevet berømmet for en scoring mod Barcelona. Derfor giver det også god mening, at han nu pludselig rangeres som et af de større talenter i spillet – præcis som i virkeligheden.

EA Sports (firmaet bag spillet, red.) har endelig set lyset, når det kommer til Sistos evner. De har givet ham et respektabelt sølvkort med bedømmelsen 74 i FIFA 17. Det er den største opgradering nogensinde. Sistos opgradering på +29 fra 2014 til 2017 er rimelig imponerende, skriver websitet.

Mon ikke Sisto selv har bemærket opgraderingen. Det er i hvert fald et af de mere populære spil også blandt fodboldspillere.