»Det kommer til at gå os på samme måde som Liverpool.«

Min gode ven Dan Sørensen, tidligere Vejle-spiller, er indgroet pessimist på Manchester Uniteds vegne. Han og jeg er yin og yang, når det kommer til vores fælles favoritklub. Jeg håber det bedste. Han frygter det værste. Indtil nu.

Dans bemærkning er snart otte år gammel og stammer fra det, der i United-terminologi hedder den første sæson efter Ferguson. Sæsonen 2013/14. Efter 22 sæsoner i træk med placeringer i top-3 måtte Manchester United, Premier League-æraens altdominerende klub, nøjes med en syvendeplads.

David Moyes var manden, der skulle løfte arven efter sir Alex Ferguson, Uniteds legendariske manager med de 13 mesterskaber. Det lykkedes ikke. Nej, og det lykkedes heller ikke for de tre efterfølgere Louis van Gaal, José Mourinho og Ole Gunnar Solskjær.

Tidligere United-manager Alex Ferguson med mesterskabstrofæet tilbage i 2013
Tidligere United-manager Alex Ferguson med mesterskabstrofæet tilbage i 2013 Foto: ANDREW YATES
Vis mere

Vi er nu i gang med den niende sæson efter Ferguson, og United befinder sig fortsat i det samme tomrum, som Liverpool gjorde efter at have været engelsk fodbolds absolutte magtfaktor i 1970erne og 1980erne.

Fra 1976 til 1990 vandt Liverpool ti mesterskaber. Hvorefter der gik 30 lange år, før de røde fra Anfield igen kunne kåres som det stærkeste hold i England. Managere kom og gik. Ingen kunne forløse potentialet.

Det var det, Dan frygtede. Jeg lo ad ham til at begynde med. Men jeg er mere og mere bange for, at hans skepsis var berettiget. For som jeg sidder her og skriver, føler jeg på ingen måde, at Manchester United er kommet nærmere sit 21. engelske mesterskab. Det 20. blev vundet i 2013, i Alex Fergusons sidste sæson. Siden er United bare sakket længere og længere bagud.

Gud og hver mand har gennem årene forsøgt at komme med forklaringer. Også undertegnede. De amerikanske ejere har været for nærige. Spillertruppen har manglet balance. Taktikken har været for dårlig. Argumenterne har bare kørt i ring. Jeg har længe haft det, præcis som jeg for nylig gav udtryk for i et opgivende tweet: 'United, mand! Jeg ORKER det ikke.'

Lige nu hedder vores manager Ralf. Han er tysker og skulle angivelig være i gang med at indføre det, de kalder gegenpressing. Altså et højt pres på modstanderne. Jamen, lad os da prøve det.

Det passer godt nok overhovedet ikke til de spillertyper, der er på Uniteds hold, men hvad fanden? Der er jo heller ikke noget af det andet, der har virket.

Ja, jeg kan godt selv høre det. Jeg lyder ligesom Dan. Meget lidt konstruktiv på Uniteds vegne. Det er følelser, det her. Ikke nogen analyse. Jeg er bare træt.

På papiret har det faktisk ikke været så ringe under Ralf Rangnick. United har slået alle bundholdene og kun tabt til Wolverhampton i den måned, han har haft ansvaret. Det er da også muligt, at vi vandt over West Ham i går. Ligesom vi gjorde i onsdags over Brentford. Efter en gruopvækkende første halvleg blev det 3-1 til os. Vi vakler af sted.

Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

Manchester United er stadig en af verdens største klubber. A global brand, som man siger. Det kommer ikke til at ændre sig. Vi skal såmænd også nok ende i toppen af Premier League i de kommende ti år. Men vi kommer ikke til at vinde. Vi kommer ikke i nærheden.

Manchester United har blot præsteret to andenpladser i de magre år efter Ferguson. Den første gang, i 2017/18, var hullet op til mestrene Manchester City på 19 point. Meget tættere på byrivalen kom Manchester United ikke i 2020/2021-sæsonen, hvor City var 12 point bedre end United.

Sådan har det været år efter år. Manchester United har ikke engang været tæt på. Manchester City, Chelsea og Liverpool har delt mesterskaberne mellem sig. Ligesom i denne sæson. City vinder foran de to andre. Det er lige så sikkert, som det engang var, at enten vandt Manchester United, eller også gjorde Arsenal.

For mig at se er det afstanden fra Manchester United op til de tre nævnte tophold, der er så forstemmende. City, Liverpool og Chelsea har det hele på plads. Og nu taler jeg ikke om alle mulige udenomsfaktorer. Nu taler jeg om det primære produkt: Fodboldholdet.

De andre er klasser bedre. De har hver især præcis den manager, de allerhelst vil have. De har hver især en trup af spillere, der fungerer som et hold og gør hinanden bedre.

Bevares, Uniteds trup er lige så dyr som de andres. Vi kan bare ikke få vores individualister til at spille som et hold.

Vi kan ikke få to og to til at give fem. Vi kan dårligt nok få det til at give fire. Da jeg forleden så Manchester City spille mod Chelsea, tænkte jeg, at »her kan vi jo slet ikke være med«. Det var fodbold på et andet niveau.

Nej, jeg er ikke løsningsorienteret. Jeg er deprimeret. United befinder sig på niende år i et limbo. Det hele virker udsigtsløst. Jeg frygter, at Dan får ret.

Andre læser også