Tirsdag tørner FC København og Malmö FF sammen på svensk grund, og det lokale politi forventer et stort opbud af mennesker på og uden for stadion. De får hjælp af dansk politi på kampdagen.

Tirsdag kl. 19 starter et skandinavisk brag af en anden verden, for her spilles et internationalt lokalderby, der kan slå gnister.

FC København og Malmö FF kæmper om at komme videre til den afgørende runde i Champions League-kvalifikationen, og deres dyster har ved flere lejligheder slæbt et voldeligt spor efter sig.

Først i 2005 hvor dansk politi trak kniplerne mod svenske fans på tribunerne i Parken, og i 2019 hvor der var store konfrontationer mellem fans og politi i de københavnske gader.

Svensk politi er dog optimistisk før tirsdagens kamp i Malmø.

»Vi har en lang og stor erfaring med at håndtere denne type store fodboldkampe, og vores planlægningsarbejde er selvfølgelig i fuld gang. Vi forventer, at det kommer til at være mange mennesker både på og omkring stadion, og vi kommer til at være bemandede herefter,« lyder det fra Jimmy Modin fra det sydsvenske politi.

»Vi har et meget godt samarbejde med dansk politi, og vi er selvfølgelig også i kontakt med hinanden i forbindelse med denne kamp, dansk politi vil også være til stede i Malmø på kampdagen.«

FCK har fået lidt over 1000 billetter til udebaneafsnittene på stadionet i Malmø, hvor der er plads til cirka 21.000. Klubbens officielle fanklub arrangerer bustur fra Parken direkte til stadion.

Kampen begynder kl. 19.

Andre læser også