De seneste dage har vi været vidner til den ultimative katastrofekurs for både DBU og Spillerforeningen.

Ingen af os troede vel reelt på, at konflikten ville komme så langt ud, at det danske A-landshold nu skal udgøres af spillere fra blandt andre Avarta, Tarup-Paarup og futsal-landsholdet, når Slovakiet og Marek Hamsik venter i en testkamp. Det er faktum – og det er slet ikke sikkert, det stopper her.

Min fornemmelse er, at DBU har valgt en taktik, hvor der ikke længere er en vej tilbage. Hvis DBU skal brænde alle sportslige hensyn af og på søndag smide det nye tegneserie-A-landshold på banen mod Wales i Nations League, så gør de det.

Det her er det endelig opgør med Spillerforeningen, og nu har DBU vist, at de gerne ofrer alt i jagten på at komme sejrrigt ud af konflikten. Spørgsmål et er nu, hvad Spillerforeningens næste træk er.

Danish national soccer team caretaker manager John Jensen, left and Sport director DBU Kim Hallberg, listen to a question during a press conference at the Rivar Park hotel in Bratislava, Slovakia Tuesday, Sept. 4, 2018. Slovakia will play against Denmark in a friendly soccer game on Sept. 5. (Jakub Kotian/TASR via AP) Vis mere

Foreningen var nok sikker på, at ingen spillere turde gå imod fællesskabet i Spillerforeningen og lade sig lokke til en A-landskamp. Det var også rigtigt set på de højeste hylder, men i 2. division og på futsal-landsholdet var der alligevel gevinst for DBU.

At spillerne på det nye A-landshold går en besværlig fremtid i møde i fodbolddanmark, kan Spillerforeningen ikke bruge til noget øjeblikkeligt, og mest af alt er landsholdsgruppen sat under pres, fordi den er udfordret i de hårde forhandlinger. For hvad er der at komme med, når DBU har vist, at de er klar til at gå hele vejen og tage drastiske midler i brug?

Det er svært at forhandle når parten, man sidder over for, spiller sine kort uden frygten for at tabe alt.

Der er selvfølgelig stadig nok tid til at finde frem til en løsning inden søndag. Men jeg kan godt tvivle på, det kommer til at ske.

DBU har spillet bolden benhårdt  tilbage på Spillerforeningens banehalvdel, men måske også i så voldsom grad, at landsholdsgruppen ikke har mulighed for at komme tilbage i forhandlingerne. Vi venter nysgerrigt på Spillerforeningens næste træk.