Rygcrawl og butterfly skal skiftes ud med cha-cha-cha og vals.

Den 27-årige svømmestjerne Pernille Blume har nemlig takket ja til 'Vild med dans' og vil inden længe indtage dansegulvet.

Det afslører TV 2 i en pressemeddelelse.

»Jeg glæder mig helt vildt til at være med i 'Vild med dans',« siger svømmeren, som for nylig kom hjem fra Tokyo med en bronzemedalje i 50 meter fri.

»Jeg kommer lige fra en virkelig intens træningsperiode i forbindelse med OL, hvor svømning har haft mit fulde fokus, så det bliver super fedt at prøve kræfter med noget helt andet og udfordre mig selv med noget nyt,« fortsætter hun.

TV 2s danseprogram, der får premiere fredag 10. september, er kendt for at være en fysisk hård omgang for nydanserne, men det bliver højst sandsynlig ikke et problem for topatleten Pernille Blume.

Hun er dog alligevel en smule bekymret:

»Jeg er vant til at bruge min krop, men på en helt anden måde end dans, og jeg er virkelig spændt på, om jeg kan lære at huske alle trinene – det tror jeg bliver den største udfordring,« siger hun og fortsætter:

»Nu glæder jeg mig bare til, at vi skal i gang, til at møde min partner, prøve alle de smukke kjoler og hoppe i de høje hæle – det bliver sjovt!«

Det er uvist, hvem Pernille Blume skal danse med, da danseparrene endnu ikke er blevet offentliggjort af TV 2.

Pernille Blume er den fjerde af 12 kendisser, der er blevet bekræftet som nydansere i årets sæson.

Udover svømmeren skal entertaineren Jacob Haugaard, influenceren Mascha Vang og sangeren Jimilian medvirke.