Danmarks Radio blev en sikker vinder af tv-slaget søndag aften, hvor X Factor blev sendt i direkte konkurrence med TV2's 'Voice', der måtte nøjes med 977.000 seere. Men DRs monstersucces måtte også starte med 260.000 færre seere end sidste år.

DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme er en lettet og lykkelig mand, efter at Gallups tv-meter kunne afsløre, at 1,4 millioner danskere valgte at se premieren på årets X Factor.

Det er godt nok 260.000 færre end sidste år, hvor premieren blev set af over 1,6 millioner seere, men der giver ingen skår i glæden.



DR havde valgt at satse hele butikken og starte det nye år med at sende Danmarks største underholdningsprogram ud i direkte konkurrence med TV2's 'Voice', der så sent som lillejuleaften blev set af 1,3 millioner seere.

Men selv om TV2s store underholdningssatsning for en gangs skyld startede præcist klokken 20.00, var der ingen kære mor overfor Thomas Blachman, Pernille Rosendal og Cutfather. 'Voice' måtte aflevere 350.000 af seerne til DR.

- Jeg kan ikke forestille mig en bedre start. Der er jo ingen garanti, og det var ikke til at vide, om man havde nået et mætningspunkt, så jeg er virkelig lykkelig for, at vi kan samle danskerne omkring programmet, og det er første gang, vi får direkte konkurrence fra et andet program, siger Jan Lagermand Lundme til bt.dk.

Han fortæller, at der var 1,6 mill. seere, da programmet toppede.

- Det viser, at danskerne elsker X Factor, og det forstår jeg godt, men det viser også, at der er plads til begge programmer, siger Jan Lagermand Lundme.