Pinderup Træpiller er kommet i politiets søgelys.

Det skriver mediet Nordjyske, som i en længere periode har skrevet om det nye firma i Nordjylland.

Mediet skriver, hvordan Pinderup Træpiller i løbet af de seneste uger har fået masser af opmærksomhed. Blandt andet efter at de annoncerede med træpiller til den halve pris af, hvad andre leverandører tager i øjeblikket. Hvilket har fået mange til at rette en skepsis mod firmaet.

B.T. har selv tidligere snakket med ejer Anders Pinderup, som mente at skepsissen var »noget fis.«

»Jeg har mit på det rene. Det er et 100 procent reelt firma. Og dem, der har bestilt og betalt for piller, vil få dem. Vi har aldrig lagt skjul på vores leveringstid, den står også på vores hjemmeside,« sagde han.

Men nu skal firmaet efterforskes af politiet. Det bekræfter leder af sektionen for økonomisk kriminalitet, politikommissær Jan Brun Sørensen, over for Nordjyske.

»Vi har taget sagen op af egen drift, da vi kunne se, at der var noget, der ikke hang sammen. Og fordi vi ved, at der er mange borgere, der står i en svær situation i forhold til at få brænde,« siger politikommissæren.

Nordjyske skriver, at Anders Pinderup fortalte, at firmaet var i gang med at leje bygninger på Dronninglundvej i Agersted med henblik på at starte en fabrik.

Men det fremgår, at Pinderup Træpiller har fået afslag på lokalerne i Agersted, og at personen bag firmaet, Anders Pinderup, slæber et omfattende spor af snyd og ubetalte regninger efter sig. Blandt andet har Anders Pinderup benyttet sig af fem forskellige navne og snydt en lang række virksomhedsejere og privatpersoner samt en ubetinget dom for bedrageri bag sig.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Pinderup Træpiller og Anders Pinderup, men i skrivende stund har det ikke været muligt.