I løbet af fredagen har adskillige Elgiganten-kunder delt én bestemt sms på elektronikgigantens Facebook-side.

Sms'en inviterer modtageren til en pakkeleg hos Elgiganten, men der er ét problem.

Den er falsk. Og Elgiganten opfordrer nu alle til at slette sms'en.

'Disse beskeder kommer ikke fra os, men fra nogen der udgiver sig for at være Elgiganten. Disse beskeder bliver ikke sendt fra os, men de sendes, så de bliver modtaget i samme tråd, som vores beskeder kommer i. Jeg vil derfor anbefale dig at slette denne besked, så der ikke sker yderligere,' skriver Elgiganten i svar til alle de personer, der har delt beskeden.

I beskeden, der forestiller at komme fra afsenderen 'Elgiganten', er der et link til en påstået pakkeleg.

'Tillykke! Du er en af de 1.000 heldige udvalgte til Pakkelegen 2018. Sidste chance for at åbne din pakke er i dag. Klik her..,' står der i sms'en.

Det er bestemt ikke første gang, at Elgiganten bliver ofre for fup sms'er og fupmails. Senest skrev B.T. i starten af december om en falsk julekonkurrence på Elgiganten, hvor præmien var en Samsung Galaxy til kun 13,99 kroner. I det tilfælde blev det også sendt ud på sms.

B.T. har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Elgiganten.