Lyt til artiklen

Hele Danmark stod bag landsholdet torsdag aften i Parken.

Og netop den vilde opbakning, som spillerne løb ind til på banen i nationalarenaen, var da også svær at sætte ord på for de danske landsholdsspillere dagen derpå.

»Det var helt særligt. Det er en støtte og en opbakning, jeg ikke har mærket før. Der var noget elektrisk i luften, og det betød ekstremt meget. Det kunne vi mærke på hinanden og på os selv, og jeg tror, at folk, der så kampen, kunne mærke det på os,« siger Jannik Vestergaard til TV3 Sport på fredagens pressemøde og tilføjer:

»Det var en kæmpe oplevelse, og jeg tror, at den betyder langt mere, end vi i virkeligheden tror.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hele Eriksen-hyldesten og den rørende optakt til kampen var én stor følelsesmæssig oplevelse, lyder det videre.

Og sammen med de mange fans på stadion fik den danske trup den ultimative opbakning til storkampen mod Belgien.

»Det var overvældende, og da vi forlader Helsingør, er der mennesker på begge sider. Det efterladte en klump i halsen, men vi havde talt om at kanalisere de følelser til energi, og det viste vi særligt i første halvleg, men egentlig gennem hele kampen,« fortæller den danske forsvarsstjerne og fortsætter:

»Mod er en vigtig del af os. Jeg synes, det var fantastisk at spille og være en del af. Der sker noget, som har sat tingene lidt i perspektiv, og det, jeg så på banen, var en flok unge mænd, der brændte for at spille fodbold og brændte for Danmark. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde end at være modig.«

Yussuf Poulsen fik hele Parken til at gå amok, da han efter 1 minut og 40 sekunder sendte bolden i kassen og brød ud i vild jubel.

Efterfølgende skruede de belgiske verdensstjerner dog op for tempoet, og efter en tæt anden halvleg kunne Belgien gå fra Parken med en 2-1-sejr.