Da Ida Kvist går gennem Nørresundby på vej mod Vodskov natten mellem onsdag og torsdag, har hun været på farten i 11 timer.
Hun har været på kursus i Aarhus. Men på grund af vejret bliver hun forsinket på vej tilbage til Aalborg – den lange tur ender i Aalborg centrum, hvor togbussen ikke kører længere, og hvor alle bybusser er indstillet, og der er tre timers kø til en taxa.
Derfor begiver hun sig på gåben mod Vodskov, mens hendes bror på Facebook spørger, om der er en venlig sjæl, der kan hjælpe.
På dette tidspunkt er klokken 2 om natten, men trods tidspunktet ser Bent Bjerre fra Aalborg opslaget og beslutter at hjælpe, for som han siger:
»Man efterlader ikke folk i sneen.«
Bent Bjerre starter sin landrover, henter Ida Kvist og kører hende hjem.
»Hun var begyndt at gå, men der er altså langt til Vodskov, og der er ingen læ på den strækning, så derfor tilbød jeg at hjælpe. Hun skal ikke være ude i det vejr,« sagde Bent Bjerre dagen efter til B.T.
Herfra skal lyde en kæmpe ros til Bent – for hold nu fast, hvor er det dejligt, at der findes mennesker som ham.
Der var faktisk mange hjælpsomme mennesker på færde i snekaosset. Små hold af folk samlede sig og hjalp med at skubbe biler med sommerdæk fri af sneen og op ad bakker, så folk kunne komme hjem og inden døre.
Og så var der Q-Park, der gerne ville ud i snevejret. For med sne og trafikalt kaos og store snedriver følger der biler, som holder ulovligt parkeret.
Mads Ejstrup, der mødte ind på arbejde i Aalborg torsdag morgen klokken 8, overværede fra sin arbejdsplads en parkeringsvagt udstede en bøde til en – ifølge Mads Ejstrup – tydeligt strandet bil.
»Jeg synes, det er vanvittigt. Mens hele trafikken i Nordjylland bløder, der holder en bus på en bro, og generelt er der fuldstændig kaotiske forhold på vejene, så ser et privatfirma muligheden for at høste guld,« lød det fra Mads.
Men ifølge direktør for Q-Park Alex Pedersen er der ikke noget usædvanligt i, at der er blevet udstukket parkeringsafgifter.
»De regler, der gælder på et p-område, gælder jo både i sol, regn og sne. Så når man kører ind på et parkeringsområde, indgår man en aftale om at følge de regler, der gælder,« siger direktøren.
Men helt ærligt, Q-Park, den nordjyske snestorm er da ikke en situation, der kan sammenlignes med sol eller regn.
Når IKEA har kunder og ansatte til at overnatten i møbeludstillingen, og Hilda Heick tisser i en pose på bagsædet af en bil i en kø på motorvejen, så er der vel ingen tvivl om, at der er tale om force majeure. Og i den situation skulle p-vagterne være blevet inden døre. Det burde overhovedet ikke være til diskussion.
Q-Park kunne passende lære af Bent Bjerre og skrue op for venligheden og ned for grådigheden til næste snestorm.