Et sæt høreværn, en elbil i legetøjsmodel og et Duplo-tog i regnbuefarver.

Det var, hvad afgående forsvarsminister Trine Bramsen indkasserede ved dagens overdragelser af ministerier.

Hun får da formentlig også brug for alle de 'gaver' og gode råd, hun kan komme i nærheden af, hvis det for alvor skal lykkes hende at få en frisk start i rollen som minister.

For det har sandt for dyden ikke været nogen dans på roser at være forsvarsminister for Trine Bramsen.

Muligheden for at smutte ud af fordøren med æren i behold er da formentlig også kommet som sendt fra himlen for den fynskvalgte socialdemokrat, som altså nu kan kalde sig transport- og ligestillingsminister.

Møgsagerne har nemlig stået i kø:

Ansatte på flere forskellige niveauer i forsvaret har kritiseret hende for at være »mistroisk« og »meget vanskelig« at arbejde for.

Derudover var der historien om ministerens brug af Marinehjemmeværnet til ulovlig taxasejlads og om hendes koncerttur med statsminister Mette Frederiksen og borgmester i Odense Peter Rahbæk Juel (S) få timer før den afghanske hovedstad Kabuls fald.

Sager, som formentlig var medvirkende til, at målinger i efteråret viste, at hun var landets mest upopulære minister.

»Man kan ikke lave en omelet uden at slå et par æg i stykker, men jeg er stolt over det, vi har lavet sammen,« sagde Trine Bramsen, da hun tirsdag takkede af i Forsvarsministeriet.

Men selvom hun åbenbart ikke tillægger de mange dårlige sager den store betydning selv, så er det uomtvisteligt, at hun længe har lignet en forsvarsminister, der helst ville lave noget andet – og fra onsdag får hun så lov til netop det.

Der tager hun nemlig hul på sin første arbejdsdag som transport- og ligestillingsminister.

Dermed overlader hun det også til sin efterfølger Morten Bødskov at få styr på sagen, der har potentiale til at udvikle sig til den mest sprængfarlige af dem alle:

Nemlig skandalen omkring Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor den tidligere øverste chef Lars Findsen fortsat er under mistanke for noget, som ingen rigtig ved, hvad er.

Men selvom Trine Bramsen altså er off the hook i forhold til FE-sagen for nu, så er der brug for en anden tilgang, hvis hun vil sikre sig et bedre skudsmål i sin nye ministerrolle.

Trine Bramsen må og skal blive bedre til at lytte.

Til ministeriets medarbejdere, til interessenter i transportsektoren, til politiske kolleger og modstandere – og måske endda også til de spørgsmål, der stilles af pressen, og som det er helt rimeligt, at en minister giver et ærligt og redeligt svar på.

»Politik er ikke den branche, man skal vælge, hvis det skal være fair,« sagde Trine Bramsen i sin tale til Benny Engelbrecht.

Om det er hende selv eller forgængeren Benny Engelbrecht, der er blevet »behandlet unfair«, står hen i det uvisse.

Tydeligt er det dog, at Trine Bramsen ofte oplever sig udsat for urimeligheder.

Men at blive sur og fornærmet, når nogen vover at udfordre ministerens overbevisning eller stiller et kritisk spørgsmål, er ikke vejen til succes som transport- og ligestillingsminister.

Det vil blot medføre en reel risiko for, at hun også i sin nye ministerrolle ender alene tilbage på gulvet med Duplo-tog og elbil i legetøjsmodel.

Rådet må derfor være, at lade høreværnene ligge.