Trine Bramsen er ikke bare landets mest upopulære minister. Også hendes nærmeste medarbejdere flygter fra hende.

Faktisk har der været så meget gang i den ministerielle svingdør, at mere end halvdelen af den socialdemokratiske forsvarsministers nærmeste medarbejdere har forladt skuden, siden Trine Bramsen rykkede ind på ministerkontoret i sommeren 2019.

»Hvis du ser på, hvor mange der har forladt ministeriet, så taler det sit eget tydelige sprog. Hun er én stor mistroisk type. Det kan man være i en vis periode. Nu er hun det på tredje år, og hun får ødelagt det for sig selv,« fortæller en af Bramsens tidligere medarbejdere i ministeriet.

Hele 20 af hendes tætteste medarbejdere i Minister- og ledelsessekretariatet har opsagt deres job siden 27. juni 2019, hvor Trine Bramsen blev udnævnt til forsvarsminister og frem til september sidste år.

Til sammenligning forlod blot 11 medarbejdere Minister- og ledelsessekretariatet under Bramsens forgænger, Claus Hjort Frederiksen, der var forsvarsminister i knap tre år.

Det viser en aktindsigt, som B.T. har fået i antallet af opsigelser i ministeriet under de to forsvarsministre.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) kom i modvind efter sagen om den danske evakuering fra Afghanistan Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) kom i modvind efter sagen om den danske evakuering fra Afghanistan Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Også blandt de mest magtfulde medarbejdere i Forsvarsministeriet er der flere, der har sagt op under Bramsen end under Hjort. Hele fire medarbejdere i Forsvarsministeriets direktion har sagt op under Bramsen, mens blot to topchefer sagde op, da Claus Hjort Frederiksen udstak ordrerne i ministeriet.

Flere kilder fortæller til B.T., at Trine Bramsen er »meget vanskelig« at arbejde for. De fortæller, at Bramsen har meget vanskeligt ved at lytte til den rådgivning, hun får fra embedsmændene, hvis rådgivningen ikke flugter med det, ministeren på forhånd har bestemt sig for, er det rigtige at gøre.

Derudover beskriver de, at Trine Bramsen generelt er meget optaget af, hvordan hun fremstår i medierne – og heller ikke her er kritik noget, forsvarsministeren tager let på.

Den tidligere centrale medarbejder i Forsvarsministeriet, som har forladt ministeriet inden for det seneste år, beskriver også, hvordan Bramsens lederstil skaber et dårligt samarbejde med medarbejderne.

»Det, som Trine har ekstremt svært ved, er at stole på folk. Og det går ud over nær og fjern. Det bemærker man, og det er ikke særligt motiverende, når man føler, at man er nogenlunde god til det, man laver,« fortæller den tidligere medarbejder, som også fremhæver, at Bramsen har bramfri måde at omtale andre mennesker på:

»Under corona, hvor der var mange videomøder, bredte opfattelsen sig langt ud i huset af, hvordan hun omtaler folk i alles påhør. Det ser ikke så kønt ud.«

Trine Bramsen er lige nu den mest upopulære minister i den socialdemokratiske regering. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Trine Bramsen er lige nu den mest upopulære minister i den socialdemokratiske regering. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Også andre kilder bekræfter, at Bramsen ofte bruger en grov og nedladende tone om andre.

Flere kilder fremhæver, at Trine Bramsen er meget optaget af »god presse« og af at være så synlig i medierne som overhovedet muligt.

Det var også netop manglen på god presse efter et år fyldt med møgsager i medierne, der gjorde, at Bramsens tidligere særlige rådgiver, Josephine Ilchmann Jørgensen, måtte forlade ministeriet i slutningen af november sidste år.

Det skete i kølvandet på Ærø-sagen, hvor Bramsen midt under evakueringskaosset i Afghanistan fik et lift med Marinehjemmeværnet til socialdemokratisk valgkampagne på Ærø.

Skatteminister Morten Bødskov måtte i den sammenhæng afgive sin spindoktor, den erfarne Jakob Eldrup Lauesen, der har fået som hovedopgave at få skabt mediemæssig ro omkring Bramsen.

I en ny måling, som YouGov har foretaget for B.T. i januar, er Trine Bramsen med solid afstand den mest upopulære af regeringens ministre.

B.T. har forelagt kritikken for forsvarsminister Trine Bramsen.

Forsvarsministeriets stabsdirektør, Pernille Langeberg, skriver følgende i en mail til B.T.:

»Ministersekretariatet i Forsvarsministeriet er en trædesten for dygtige og talentfulde medarbejdere. Sådanne medarbejdere er eftertragtede mange steder og får ofte gode tilbud om nye og spændende muligheder i både ind- og udland. Der er ingen tvivl om, at der i disse år sker mange ting på det forsvarspolitiske område. Det gør, at tempoet er højt og der stilles høje krav til medarbejderne i Forsvarsministeriet. Coronaen har selvfølgelig også trukket veksler på vores medarbejdere, ligesom Forsvarsministeriet i 2021 har gennemført en reorganisering. Dette sammenholdt med blandt andet et arbejdsmarked, hvor der er rift om de dygtige medarbejdere, gør, at vi nogen steder oplever en hurtigere personaleomsætning end tidligere.«