Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Et cykelkursus, en mangfoldighedsfestival og Facebook-opslag om social kontrol. Der er de senere år brugt flere hundrede millionerskattekroner på en broget vifte af forskellige integrationsprojekter ilandets tre største byer. Indsatsen mangler retning, lyder kritikken.

Ghada Baba Nasser tæller med sine fingre, men der er ikke nok.

Den 48-årige kvinde prøver at huske, hvor mange gange hun er forsøgt skubbet ud på arbejdsmarkedet, siden hun i 1989 kom til Danmark fra Libanon.

»Jeg har været igennem så mange praktikforløb,« siger hun og nævner, at hun har været i en børnehave, på en tankstation og på en skole. Hver eneste gang uden held.

»Det har været en cirkel. Frem og tilbage,« siger Ghada Baba Nasser.

Indtil 2013 var hun på kontanthjælp i omkring 19 år og dermed en del af statistikkerne, der har været på den politiske dagsorden, længere end Ghada Baba Nasser var på kontanthjælp.

I dag er hun ansat 37 timer om ugen i den socialøkonomiske virksomhed »Send Flere Krydderier« på indre Nørrebro, hvor indsatsen »Fra kogekone til køkkenansat« drives. I år betaler Københavns Kommune 700.000 kroner til virksomheden for at levere indsatsen, der skal opkvalificere kvinder som Ghada Baba Nasser og få dem ud på arbejdsmarkedet. Det sker gennem spisestedets køkken, hvor kvinderne får arbejdsopgaver, danskundervisning, motionstilbud som f.eks. yoga og støtte til så grundlæggende ting som privatøkonomi og forståelse af breve fra det offentlige.

Siden sommeren 2013 har 75 kvinder været igennem forløbet, og ti er kommet i job primært på supplerende kontanthjælp svarende til omkring fem fuldtidsstillinger. I alt er otte af kvinderne ansat i enten »Send Flere Krydderier« eller det tilknyttede og delvist offentligt støttede Indvandrer Kvindecentret, mens to ud af ti kvinder er kommet i job uden for virksomheden.

Med til fortællingen hører, at kvinderne er nogle af dem, der er allerlængst fra arbejdsmarkedet. Det illustreres af endnu et tal: I alt 23 kvinder har måttet stoppe midt i forløbet, fordi deres helbred – fysisk eller psykisk – har været for dårligt til at arbejde.

Er indsatsen pengene værd? Uden tvivl, hvis man spørger Ghada Baba Nasser: »Uanset hvor meget jeg kravlede, så ville jeg aldrig være kommet så langt, som jeg er i dag, uden de mennesker her i cafeen, der har hjulpet mig og givet mig en chance.«

Berlingske kan i dag kortlægge, hvordan landets største kommuner i København, Aarhus og Odense tilsammen siden 2014 har afsat hundredvis af millioner til integrationsprojekter.

Indsatser, der vel at mærke hovedsageligt ligger ud over lovpligtige indsatser som f.eks. midlertidig boligplacering af nyankomne flygtninge og danskundervisning. Med andre ord: Integrationsprojekter, som kommunerne ikke ved lov er tvunget til at drive.

Alene i 2017 har de tre største kommuner støttet eller finansieret 113 forskellige integrationsprojekter til en værdi af 150 millioner kroner. Men millionerne på integrationsområdet bruges ofte i blinde, påpeger kritikere, og flere af projekterne evalueres ikke tilstrækkeligt eller mangler klare mål, lyder det fra eksperter. Samtidig kritiserer politikere, at der igennem årene er brugt tusindvis af kroner på mindre projekter som oprettelse af byhaver, opslag på sociale medier om social kontrol og et cykelværksted. De ser et behov for en hovedrengøring i det, der lidet flatterende betegnes som integrationsindustrien.

Spørgsmålet om integration af flygtninge og indvandrere er noget af det, der fylder allermest på den politiske dagsorden. Men det er svært at få et samlet overblik over integrationsindsatsen i Danmark.

Der er de lovpligtige integrationsprogrammer, hvor nytilkomne flygtninge skal have danskkurser og i såkaldt beskæftigelsesrettede tilbud. Der er de boligsociale helhedsplaner i belastede områder som Mjølnerparken, Gellerup og Vollsmose finansieret af kommunerne, boligselskaber og millionerne i Landsbyggefonden. Så er der de statslige satspuljemidler, hvor millioner af kroner hvert år også uddeles til integrationsprojekter.

Berlingske har forsøgt at kortlægge alle de projekter og indsatser, der ligger ud over den lovpligtige indsats på integrationsområdet. Et lille hjørne af den samlede integrationsindsats, men et af de mere omdiskuterede.

I Københavns Kommune har indsatsen siden 2014 indeholdt milliondyre indsatser med det primære sigte at få folk i job eller praktik. Og så er der en række mindre tiltag og støtte til integrationsprojekter i frivillige foreninger.

Her har indsatserne gennem årene f.eks. talt støtte på få tusinde kroner til frivillige, der driver en kvindeklub for indvandrerkvinder, laver udflugter samt etableringen af byhaver og en lektiecafe. Eksempelvis er der i 2017 givet 40.000 kroner i støtte til et frivilligt tiltag, der bl.a. udbyder et cykelkursus til kvinder og en samtalecafé. Og i den helt lille ende af skalaen blev der bevilget seks medarbejdertimer til at undervise primært indvandrerkvinder i affaldssortering.

Tilbage i 2014 blev der brugt 500.000 kr. på en mangfoldighedsfestival i København med det formål at skabe »øget forståelse for byens mangfoldighed«. Der er ligeledes afsat omkring 250.000 kroner på etableringen af et cykelværksted, hvis målsætning er at »skabe glæde og respekt omkring det at cykle«.

Og Københavns Kommune støttede over to år folkene bag Facebook-siden »Det Bar’ Ayib« med i alt 120.000 kroner for at få dem til at lave opslag på det sociale medie om social kontrol. Det resulterede i 24 Facebook-opslag, der handlede om social kontrol. I 2016 nåede hvert indlæg i gennemsnit ud til 34.000 personer og genererede 2.800 kommentarer og »likes« og betegnes som en succes af kommunen.

I Aarhus og Odense kommuner bruges markant færre penge på projekterne. Her er de offentlige midler bl.a. brugt til støtte af organisationen Venligboerne, en familiedag på Fyens Væddeløbsbane og mindre støttebeløb til integrationsaktiviteter i en række foreninger.

Berlingske har forelagt opgørelserne for to forskere i hver sin tænketank.

I den liberale tænketank CEPOS ser Henrik Christoffersen, forskningschef og forhenværende medlem af en ekspertgruppe om den boligsociale indsats i Gellerupparken, et »voldsomt behov« for en oprydning.

»Det er i flere af projekterne godt nok en målsætning, men den er utroligt bred. Og der er eksempler på, at målet er, at man laver en aktivitet, hvor der kommer nogen. Det gør det meget vanskeligt at følge op på, om et projekt reelt har integreret nogen,« siger Henrik Christoffersen:

»Samtidig ved vi, at en masse aktører lever af det her og er interesseret i at køre industrien videre. Det betyder, at der – efter min opfattelse – hviler en tung forpligtelse på kommunerne for at sikre, at de her ting ikke bare kører videre for industriens skyld.«

I tænketanken Kraka påpeger ledende økonom Kristine Vasiljeva derimod, at integrationsprojekter uden umiddelbart målbare økonomiske resultater godt kan have langsigtede økonomiske gevinster.

»Jeg er da skeptisk over for, om eksempelvis cykelkurser for indvandrerkvinder skulle bringe dem i beskæftigelse eller have andre nævneværdige positive effekter. Men jeg kan jo heller ikke med sikkerhed afvise det,« siger hun og giver sit bud på det egentlige problem:

»Vi ved ikke tilstrækkeligt om, hvilke projekter der virker og ikke virker. Der er markant mangel på ordentlige evalueringer. Man kan ikke altid på forhånd være sikker på, om et projekt er godt, men som minimum bør man indsamle systematisk evaluering på området og se på erfaringer med lignende projekter i andre kommuner eller lande. Det lader ikke til, at det sker i dag.«

Artiklen fortsætter efter billedet.

Eskild Dahl Pedersen er kritisk: Mængden af integrationsprojekter er ude af kontrol. Arkivfoto: Sara Gangsted
Eskild Dahl Pedersen er kritisk: Mængden af integrationsprojekter er ude af kontrol. Arkivfoto: Sara Gangsted
Vis mere

I det sydvendte hjørne af Mjølnerparkens røde blokke fra 1980erne sidder Eskild Dahl Pedersen på sit kontor. Den 56-årige mand med gråt hår og palæstinanål i habitjakken er tryghedschef med ansvar for den boligsociale indsats i området og har gjort sig til fortaler for at droppe alle overførselsindkomster og i stedet give borgerne i området retskrav på arbejde og uddannelse. Han har talt om en offergørelse af flygtninge og indvandrere. Om en integrationsindsats, der er hældt millioner i uden reelt effekt.

Gennem årene i Mjølnerparken, hvor han har arbejdet siden 2007, har han haft førstehåndserfaring med integrationsprojekterne og de borgere, der har været en del af dem.

»Det er vigtigt at huske, at alle integrationsprojekter er lavet i den bedste mening,« forklarer han, »men det virker, som om antallet af projekter fuldstændigt er ude af kontrol.«

Resultatet er ifølge Eskild Dahl Pedersen, at indsatsen bliver ufokuseret og i flere tilfælde har karakter af eksperimenter.

»Jeg oplever, at antallet af tilbud i København efterhånden er så stort, at ingen kan overskue det – og da slet ikke flygtninge eller indvandrere.«

Men tager man ikke netop ansvar og forsøger at løse problemerne, når man støtter en masse projekter, der skal sikre integrationen?

»Jo jo. Men har det så løst opgaven med at få markant flere i arbejde?« spørger Eskild Dahl Pedersen:

»Det har det jo ikke. Jeg har ikke til hensigt at jorde nogen, og til syvende og sidst er det borgernes eget ansvar at komme i arbejde. Men det er vigtigt, hvilket system de møder. Der tror jeg, at en del af de mange forskellige integrationsprojekter har spillet fallit. Der skal noget andet til nu.«

Men hvad skal der til?

I både København, Aarhus og Odense er der store, milliondyre projekter, der retter sig mod at få flygtninge og indvandrere i job. Og »det giver umiddelbart god mening, hvis vi ser på, hvad der virker,« siger Jacob Nielsen Arendt, forskningsleder i Rockwool Fondens forskningsenhed. Men ifølge forskeren er der samtidig mange mindre projekter, hvor »den viden, der måtte blive opsamlet, sjældent bliver spredt særligt godt og ofte slet ikke evalueret.«

»Der bruges rigtig mange penge på indsatser, hvor det umiddelbart er svært at sige med sikkerhed, om det virker,« siger han.

Berlingske har spurgt kommunerne i København, Aarhus og Odense, hvordan et udsnit af integrationsprojekterne evalueres. Svaret kan groft sagt opdeles i tre kategorier: Nogle evalueres eksternt, nogle internt, og andre evaluerer sig selv.

Torben Tranæs, økonomisk vismand og forskningsdirektør i den uafhængige organisation VIVE, forklarer, at mangelfuld evaluering generelt er et problem. Han mener, at indsatsen i højere grad skal struktureres. Især når det kommer til projekter som byhaver, kvindeklubber og cykelværksteder, der ikke direkte handler om arbejdsmarkedet.

»Det kan meget vel være, at den type indsatser er spild af penge, men vi ved det ganske enkelt ikke. På mange måder er der faktisk god grund til at tro, at nogle af den type projekter netop har en positiv effekt, fordi integration ikke kun handler om arbejdsmarkedet, men også om at der er en sammenhæng mellem de forskellige dele af folks liv. Hvis der er sociale, skole- eller helbredsmæssige problemer i familien, er det sværere at koncentrere sig om at finde eller fastholde et arbejde,« siger han og betoner:

»Udfordringen er at finde ind til kernen af, hvad der egentlig er behov for. Der kræver en mere sammenhængende og systematisk strategi, hvor man koncentrerer sig om nogle færre ting, som man bliver dygtigere til.«

Der er flere gange sat tal på indvandringens pris i kroner og øre. Alene i 2016 var der ifølge Mandag Morgen afsat 6,1 milliarder kroner til integration.

Millionerne, der ifølge Berlingskes opgørelse bruges i København, Aarhus og Odense, er hovedsageligt såkaldt ikke-lovpligtige indsatser og altså en lille del af den samlede integrationsindsats. Med andre ord: Der er hovedsageligt tale om initiativer og projekter, som det ikke er pålagt kommunerne at lave. Og her er derfor et større spillerum til at afprøve nye projekter. Netop kommunernes udgifter til de ikke-lovpligtige indsatser spurgte Liberal Alliances Joachim B. Olsen i sommer om en opgørelse over i Finansministeriet. Svaret lød, at det er »ikke muligt at besvare spørgsmålet«. Og det manglende overblik er i sig selv et problem, mener LA-politikeren.

»Jeg får klart det indtryk, at nogle af tingene ikke handler om integration, men mere om at der ansættes nogle folk ude i kommunerne uden at få værdi for skattekronerne,« siger han.

Også udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er kritisk, og Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, kritiserer projekter som et cykelkursus, en mangfoldighedsfestival og Facebook-opdateringer om social kontrol.

»Der er simpelthen behov for, at man får ryddet op,« siger han.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Der er allerede ryddet op i integrationsprojekterne, siger Mia Nyegaard (R), beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune.
Der er allerede ryddet op i integrationsprojekterne, siger Mia Nyegaard (R), beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune. Foto: Anne Bæk
Vis mere

I Københavns Kommune breder integrationsprojekterne sig over alle kommunens syv forvaltninger. Borgmester for beskæftigelses- og integrationsområdet Mia Nyegaard (R) forklarer, at man i hvertfald  i hendes forvaltning de senere år netop har skåret antallet af små projekter ned:

»Selvfølgelig skal man strukturere indsatserne og finde ud af, hvad der virker. Men jeg må også bare sige, at jeg ikke kan genkende billedet af manglende struktur. Vi har allerede ryddet ud og fokuseret indsatsen. Og så er det jo altid svært at vide, om noget virker, på forhånd. Spørgsmålet er, om man kan være bekendt ikke at gøre noget – både for samfundets skyld og også for den enkelte borger.«

Siden 2014 har der på tværs af alle kommunens forvaltninger været uddelt støtte til en række mindre integrationsprojekter som f.eks. et cykelværksted, byhaver, Facebook-opdateringer og en mangfoldighedsfestival. Hvad siger du til kritikken af den type projekter?

»Integration er mange forskellige ting, og vi skal ramme bredt for at nå så mange som muligt. Én ting er, at det er godt, man kommer i job, men man får f.eks. også netværk og venner ved at komme i foreningslivet,« siger Mia Nyegaard:

»Når du nævner kritikken af Facebook-opslagene, må jeg bare sige, at hvert eneste af de 24 opslag har nået 34.000 personer og fået i alt 2.800 interaktioner. Det kan godt være, nogle synes, det ligger uden for skiven, men hvor mange udsat for social kontrol går ind på kommunens hjemmeside?«

Er 24 Facebook-opslag 120.000 kroner værd?

»Hvis vi når to unge kvinder, som ikke bliver udsat for social kontrol, så mener jeg ikke, at 60.000 kr. om året er mange penge.«

Tror du, at en Facebook-opdatering kan være med til at forhindre social kontrol?

»Jeg tror på, at information og oplysning virker. Vi skal jo ramme dem på en eller anden måde. Det er da nemmere for os at ramme dem der, end det er at gå hjem til dem og banke på og spørge deres far, om de er udsat for social kontrol.«

Herunder er et eksempel på en af Facebook-opdateringerne fra Det' Bar Ayib.

Tilbage i »Send Flere Krydderier« er Ghada Baba Nasser for så vidt enig med dem, der siger, at tilknytningen til arbejdsmarkedet er vigtigst af alt for integrationen i Danmark.

»Hvis du ikke blander dig i samfundet, kommer du ikke til at være en del af det,« som hun formulerer det.

Indsatsen her på stedet, »Fra Kogekone til Køkkenansat«, har hjulpet ti ud af 75 deltagere i job, eller hvad der svarer til 5,5 fuldtidsstillinger. Ifølge Mirka Mozer, direktør i »Send Flere Krydderier«, er det en succes.

»Ja, jeg synes, at det er en succes. Selv om ti måske ikke umiddelbart lyder af meget, så er det vigtigt at huske på, at de kvinder, der kommer i »Send Flere Krydderier«, repræsenterer nogle af de mennesker, der står længst væk fra arbejdsmarkedet, og som langt hen ad vejen er opgivet af både systemet og arbejdsmarkedet. Hver gang vi rykker bare et menneske i arbejde, synes jeg, vi lykkes«.

Der lægges mange kræfter i at få forholdsvis få mennesker ud på arbejdsmarkedet. Tænker du nogensinde, om pengene og tiden kunne bruges bedre?

»Det er da klart, at det ville være langt bedre, hvis vi havde et rummeligt arbejdsmarked, hvor der per se var plads til alle. Når det nu ikke hænger sådan sammen, synes jeg, at vi i »Send Flere Krydderier« har udviklet en værdifuld model, der skaber både sociale og økonomiske resultater for vores samfund.«

»Fra Kogekone til Køkkenansat« er med til at opkvalificere kvinder, der har ringe eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Ti ud af 75 deltagere  er ind til videre hjulpet i job. Foto: Anne Bæk
»Fra Kogekone til Køkkenansat« er med til at opkvalificere kvinder, der har ringe eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Ti ud af 75 deltagere er ind til videre hjulpet i job. Foto: Anne Bæk
Vis mere

Virksomhedens egne beregninger viser, at initiativet indtil videre har sparet kommunen for omkring 2,6 mio. kr. i offentlig forsørgelse.

Ghada Baba Nasser forklarer, at en del indvandrere, inklusive hende selv, er vokset op med krig og sparsom eller ingen skolegang, og at det gør vejen til arbejdsmarkedet i Danmark endnu længere. Ifølge den dansk-libanesiske kvinde vil de fleste gerne have et job, fordi der ikke er god økonomi i at være på kontanthjælp. Det værste er imidlertid manglen på indhold i tilværelsen, siger hun:

»Du kan måske godt finde en, to, tre dårlige eksempler på personer, der bare vil have penge og ikke lavet noget. Men vi er ikke dårlige alle sammen. Jeg vil gerne have, at mine børn er stolte af mig. At de vokser op og tænker, at jeg gør noget. At mor ikke bare sidder derhjemme og laver ingenting. Selvfølgelig skal vi ud på arbejdsmarkedet.«

Burde du selv have gjort mere for at få et job?

»Jeg har gjort det bedste, jeg kan. Og jeg tror, at politikerne burde gøre noget helt andet. Vi skal ud på arbejdsmarkedet, men vi skal have noget støtte, før vi kan klare os selv. Det er sådan, at man skal hjælpe, i stedet for alle de her regler, hvor folk bliver kastet rundt i systemet.«

Læs mere fra Berlingskes gravergruppe her.

Andre læser også