Inden for de seneste år er der sket en stor udvikling på markedet for lønsystemer. Og det kan få betydning for netop din lønseddel, siger eksperter.

Om få dage modtagere mange danskere endnu en lønseddel i deres e-boks. Men lønsedlen er i manges tilfælde spækket med fejl. En Yougov-undersøgelse viser, at hver fjerde dansker det sidste år fandt fejl på en eller flere af deres lønsedler. Det er svarende til 650.000 danske lønmodtagere.

Og de mange fejl skyldes en helt særlig ting, mener lønekspert med 20 års erfaring på området Frants Moraitis.

»Mange virksomheder bruger forældede lønsystemer tilbage fra 70’erne og 80’erne. Og i de her systemer er der for mange ting, der skal tastes ind manuelt, og så kan der ikke undgås at opstå fejl. Men virksomhederne har indtil for få år siden ikke haft noget alternativ til de gamle systemer,« siger han.

Derfor besluttede Frants Moraitis i 2014 at oprette Gratisal, der hjælper udvikler nye lønsystemer. Men han er ikke den eneste, der har set muligheden for at udvikle markedet. Han fortæller nemlig, at mindste fire andre virksomheder med lignende formål har set dagens lys.

En anden lønekspert, Lizette Jørgensen, der er leder af Deloitte Løn Service er enig med Frants Moraitis i, at mange af fejlene på lønsedlen opstår som følge af for meget manuelt arbejde.

»Mange fejl opstår som følge af kommunikationsfejl. Fordi noget eksempelvis slet ikke bliver sendt afsted eller, fordi medarbejderen misforstår, hvad der menes. Mere automatisering på området kunne hjælpe med at mindske antallet af fejl,« siger hun.

Frants Moraitis fortæller også, at han kan se et tydeligt skred på markedet. Flere og flere virksomheder benytter sig af de nye muligheder, der opstår.

»Indtil nu er cirka 2000 virksomheder flyttet over til de nye systemer. Deraf 1300 til Gratisal. Der er stadig omkring 200.000 virksomheder, der benytter de gamle systemer, men at 1 procent er rykket over allerede på de første år er ikke små tal,« siger han.

Også Lizette Jørgensen ser, at der kommer mange nye virksomheder, der tilbyder opdaterede lønsystemer for tiden. Det kan betyde, at der bliver mere automatisering og en lønseddel, der ser anderledes ud, siger hun.

Frants Moraitis spår, at der om blot fem år er sket et endnu større skred på markedet. Han gætter på, at helt op mod en million danskere får lønsedler via de nye systemer. Men der er ikke noget at være bekymret for, mener han.

»De nye teknologier giver mulighed for at gøre tingene nemmere og forstå lønsedlen bedre, så man kan blive opmærksom på fejlene. Den største ændring bliver interaktionen. Lønsedlerne bliver mere online, man kan bedre klikke sig igennem og se om det hele stemmer. Lønsedlerne bliver i det hele taget mere gennemsigtige,« siger han