Efter massiv fokus fra presse og politi valgte Slagelse Kommune at sende otte lokale ballademagere på en »pædagogisk projekttur« for at undgå flere uroligheder.

Der har været uro omkring ghettoområdet Motalavej i Korsør. De sidste par uger har Slagelse Kommune været så bekymret over udsigten til mere postyr, at de sendte otte af områdets største ballademagere på en tur til København ledsaget af socialpædagoger.

Formålet med udflugten var, at pressen derved ikke kunne få fat i de otte personer, skriver Ekstra Bladet.

»Det drejer sig om, at der var en risiko for, at situationen kunne udvikle sig, når der er så meget fokus fra kommunen, politiet og pressen, som samlet kan få nogle til at reagere uhensigtsmæssigt,« siger chefkonsulent i ledelsessekretariatet i Slagelse Kommune, Niels Lassen, til Ekstra Bladet.

Ghettodrenge hærger: Kaprede spabad på dansk luksushotel og forlangte entré

Der har været omfattende ballade omkring de unge fra Motalavej, hvor flere er blevet sigtet og varetægtsfængslet de seneste uger. Det fik pressen til at sætte fokus på området.

En 65-årig mand fik bank, fordi han angiveligt ikke ville give dem en cigaret. De unge har stjålet varer fra den lokale Lidl i et sådan omfang, at butikken måtte hyre vagter i en overgang. Og Hotel Comwell har berettet, at unge fra Motalavej sidste år indtog spabadet og krævede 50 kroner fra andre gæster, før de måtte få adgang til faciliteterne, skriver Ekstra Bladet.

Niels Lassen kan ikke oplyse, hvad de unge konkret har lavet på turen til København, udover at der var samtaler mellem dem og det pædagogiske personale.

Han indrømmer, at »det ser besynderligt ud«.

Ekstra Bladet har søgt om aktindsigt i de initiativer, Slagelse Kommune har igangsat som følge af urolighederne i byen. Her fremgår det, at de otte unge er med i et kommunalt projekt med titlen »Ny Start«, som tilbydes til dømte kriminelle. De er ifølge Ekstra Bladets oplysninger i alderen 18 og op.

I en mail til Ekstra Bladet konkluderer kommunens jurist, Jacob Neuer:

»Baggrunden for turen var, at Slagelse Kommune var bekymret for uro på baggrund af påvirkning fra eksterne.«