Søren Markers arvede som 21-årig et tocifret millionbeløb og sov derfor »godt om natten«. Men pengene afholdt ham fra at forfølge sine drømme. Nu har han mistet hele formuen og må kæmpe for at kunne betale huslejen. Til gengæld har han fundet kærligheden og skrevet sin første bog.

De plejede at åbne døren med et »goddag, hr. Markers« og finde cigaræsken frem, når han trådte ind i banken. Søren Markers havde fast plads i VIP-lokalet, hvor den unge mangemillionær gerne skyllede smagen af bekostelig tobak efter med en drink på husets regning. For der var nok at fejre.

»Jeg lavede en million til dig i sidste måned,« berettede bankrådgiveren stolt på det ene møde efter det andet. Søren Markers belønnede ham trofast med sultne nik og roser i rigelige mængder: »Bravo! Keep up the good work.«

I ti år fulgte møderne denne drejebog. Fra 1992 til en forårsfredag i 2002, hvor telefonen ringede med besked fra banken. Manuskriptet var skrevet om.
Den dengang 30-årige Søren Markers skulle til møde i banken samme eftermiddag med kæresten Charlotte ved sin side.

Da de ankom, blev de ført ned i et mørkt kælderlokale uden anden belysning end lampen over bordet, der kastede spot på deres økonomiske kollaps, som det lå dér sort på hvidt.

»Pludselig var banken, som altid havde taget imod mig med åbne arme, forvandlet til et koldt stål- og glashus,« siger Søren Markers. »Nu var det Stasis hovedkvarter.«

Væk var VIP-status og drinks. Væk var den begejstrede bankrådgiver og de dyre cigarer. Væk var det tocifrede millionbeløb.

»Nu skal jeres villa sælges.« Med fem ord trak de to bankfolk på bordets modsatte side tæppet væk under kæresteparret.

»I det øjeblik stod det klart for mig, at vi lige havde mistet alle vores penge.«

Millionæren, der mistede alt, vil på kontanthjælp i Danmark: 'Jeg har ret til de penge'

Søren Markers, 43 år, læner sig tilbage i stolen. Fordøjer sin foreløbige gengivelse af den økonomiske deroute fra sin plads i stuen hos broderen Jeppe på Frederiksberg Allé. Han er for en stund hjemme i sin barndomsby. Det København, hvor han med egne ord havde en privilegeret og beskyttet barndom og voksede op med sin kunstner-mor, advokat-far og tre brødre i en herskabslejlighed. I de gader, blandt de bygninger og sammen med de mennesker, der har defineret ham som menneske.

I dag bor og arbejder han i Portugal som oversætter og redigerende for danske forlag og rundviser for gymnasieklasser. Her han også skrevet sin debutroman »Thorvaldsens testamente«, som netop er udkommet.

Månedslønnen er svingende og sjældent særlig høj, så huslejen er en tilbagevendende bekymring. Men Søren Markers savner ikke millionerne. Tværtimod.

Mangemillionær som 21-årig

Han blev rig, da moderen døde i 1992. Søren Markers arvede en betragtelig klump A-aktier i lampefirmaet Louis Poulsen, som blev grundlagt af moderens familie. Firmaet blev verdensberømt for produktionen af de eftertragtede PH-lamper, tegnet af arkitekt Poul Henningsen, som hænger i stuklofterne og pynter på gulve og borde i broderens lejlighed.

Arven kom bag på Søren Markers.

»Jeg anede som ung intet om, at jeg kunne se frem til at arve aktier for så mange penge. Det var ikke, fordi det blev holdt hemmeligt. Det var bare ikke noget, man snakkede om.«

Han husker heller ikke, da han i en alder af 21 år fik at vide, at de værdifulde Louis Poulsen-aktier tilfaldt ham.

»Min mor var død. Hun havde været et samlingspunkt for hele familien og blev kun 48 år. Så det var chokerende. Når ens unge mor dør, og man selv knap er blevet voksen, ramler verden jo sammen. Man skal smide hendes tøj ud og alle de der praktiske ting. Det er jo hæsligt,« siger Søren Markers. »Så jeg spekulerede altså ikke over, hvad det økonomisk kom til at betyde for mig. Jeg husker ikke, da jeg fik beskeden om, at nu var jeg i teorien millionær.«

Han siger »i teorien«, for A-aktierne kunne ikke uden videre sælges. Men de var penge værd. Mange penge. Søren Markers og hans daværende kæreste Charlotte var på udkig efter en lejlighed. De bladrede boligannoncerne igennem og så sig varme på en lejlighed ved Søerne i København med et prisskilt på en million. Og det var mange penge i 1996.

»Hvorfor køber I ikke noget større – en, der er dobbelt så dyr?« spurgte bankrådgiveren.

»Jeg tænkte ikke, at jeg var rig. Men i det øjeblik gik det op for mig, at det var jeg vel nok i virkeligheden,« siger Søren Markers.

De fulgte bankens råd og købte en lidt større lejlighed – også med udsigt til Søerne. Men Søren Markers følte sig ikke rig, og han holdt sig fra overhalingsbanen på trods af sin økonomiske polstring. Den største luksus, han tillod sin kæreste og sig selv, var udover deres godt beliggende bolig, en brugt Golf. Og så gjorde pengene det muligt for parret at blive forældre til to børn, mens de var i 20erne og stadig studerede.

Han læste engelsk på universitetet, arbejdede ved siden af og var sit mådehold bevidst, når han var ude med sine venner.

»Det var ikke noget med, at jeg sagde: »Nu går vi ned på Café Victor og smider mit guldkort i champagnebowlen.« Jeg holdt igen. Selv om det var mine nærmeste venner, så ville det være uanstændigt at sætte dem i forlegenhed ved at betale hele regningen og fratage dem muligheden for at bidrage med det, de kunne.«

Han skiltede i det hele taget ikke med sit velhaveri, og ifølge Søren Markers kan det være grunden til, at vennerne aldrig var misundelige.

»Det oplevede jeg aldrig. Jeg har givetvis været heldig at samle på de rigtige venner og instinktivt holde de overfladiske på afstand,« siger han.

»Og det er præcis den samme flok mennesker, jeg hang ud med dengang, som jeg spiser middag med og tager på ferie med i dag.«

Mistede formuen, kæresten og det gode humør

Formueplejen overlod Søren Markers trygt til sin bankrådgiver, som flittigt flyttede rundt på pengene. Søren Markers modtog typisk 50 breve om ugen med bankens køb og salg af aktier. Handler i hundredtusindkronersklassen. Den unge millionær tog dårligt nok notits af tallene. Men så ringede banken.
Louis Poulsen-aktierne var blevet solgt, og pengene investeret i amerikanske IT-aktier. Men den berømte IT-boble brast i begyndelsen af 00erne og tog Søren Markers’ penge med i faldet.

Han førte sammen med broderen Jeppe en lang og sej retssag mod banken. De tabte. Først pengene og siden en god portion selvrespekt, da dommeren lod sin afsluttende bemærkning falde: »I er voksne mennesker. I ved godt, at når man får et brev, så læser man det og reagerer på det.«

»Der trak en sort sky af dårlig samvittighed ind over mig,« siger Søren Markers. »Jeg formøblede andres penge. Det var familiens penge, ikke kun mine. Jeg ville ønske, at jeg kunne havet givet nogle af dem videre til mine børn. Og jeg kunne jo bare have spurgt banken, hvad der stod på bundlinjen. Helt enkelt. Så kunne jeg have bremset det fem år før.«

Tabet tog hårdt på Søren Markers.

»Jeg indhentede alle de mareridtsnætter, jeg altid havde været forskånet for.«

I retrospekt er han sin ekskæreste Charlotte dybt taknemmelig for, at hun fortsatte livet, som om intet var hændt, og stædigt forsøgte at overbevise ham om, at det jo bare var penge.

»Men det var jo penge, tænkte jeg. Og det var mit ansvar, at de nu var væk,« siger Søren Markers.

Hans tunge sind tog til i vægt, og til sidst måtte parret gå hver til sit.

Kærlighed ved første blik

Millionerne var forduftet, forholdet var forbi og Søren Markers brugte de næste to år på at slikke sårene i sin lille lejlighed i en baggård på Nørrebro.Festhumøret var derfor til at overse, da han en dag blev inviteret til familiegilde på Ærø.

300 gæster fra nær og fjern var samlet i telt i parken ved herregården Søbygård. Søren Markers sad til bords med portugisiske Inês Pica Esteves Aguas, og det tog knap en forret for at ham at erkende, at det mest spændende ved hans borddame tilsyneladende var hendes eksotisk klingende navn.

»Hun så skidesur ud og talte sådan et overklasseengelsk. Hun virkede som den mest rædsomme snob, og jeg tænkte: hold kæft, det bliver en lang aften.«

Det blev det også. Efter skål nummer 2 inviterede Inês ham med væk fra bordet til et glas vin og en cigaret.

»For første gang stod vi overfor hinanden ansigt til ansigt og talte. Jeg blev fuldstændig fascineret af hendes øjne, og pludselig var hendes stemme den dejligste, jeg havde hørt. Vi satte os ved bordet igen og snakkede til langt ud på natten. Delte livshistorier,« siger Søren Markers.

Klokken var 3, da han gik ad en lille landevej tilbage mod kroen, hvor han overnattede. En bil nærmede sig bagfra. Den havde portugisiske nummerplader.

»Først da jeg satte mig ind, opdagede jeg, at det var Inês. Vi vekslede ikke et ord på køreturen, men sad bare og kiggede hinanden i øjnene i bakspejlet. Resten af natten kunne jeg ikke tænke på andet end de øjne.«

Dagen efter var Inês og øjnene stadig overalt i Søren Markers’ hoved. Nu i selskab med tømmermænd. Men hun skulle hjem til ægtemand og to børn. Han skulle til København. Og færgen til Svendborg var i havn om få minutter.

»Jeg mødte Inês en sidste gang på trappen ned til vogndækket. Hun sagde »tak for i går« og hev et postkort op af lommen. Hun skrev sit telefonnummer og sin mailadresse, og så gik hun ind i sin bil.«

På køreturen mod København slog Søren Markers i rattet ved tanken om den helt elementære fejl, han netop havde begået.

»Fuck, tænkte jeg. Jeg skulle have kommet hende i forkøbet. Jeg kunne jo ikke ringe eller skrive til hende, når hun var gift og havde børn. Det må man ikke. Det står i gentlemandens guide til livet på Jorden.«

To dage senere fik han en SMS fra hende.

»Tak for sidst. Hvad skal du i sommerferien?« stod der. Han var reddet.

Inês, som på det tidspunkt havde indledt sin skilsmisse, inviterede ham til Aix-en-Provence i Sydfrankrig, hvor hun boede.

»Jeg havde faktisk planer for ferien, men dem fik jeg hurtigt lavet om på,« siger Søren Markers.

Da han landede i lufthavnen, ventede hun i ankomsthallen. De kyssede i 20 minutter, tilbragte en weekend på hotel og de næste fem år mødtes de med en måneds mellemrum i europæiske storbyer. Rom, Paris, London, Barcelona. For ikke at blive set sammen af folk, de kendte.

»Det udhulede min økonomi godt og grundigt,« husker Søren Markers.

»Prøv at bryde ud af din comfort zone«

I 2011 var tiden moden, og de flyttede sammen i Aix-en-Provence. Nu bor de i en lejlighed i Lissabon og lever et »spartansk« liv for hans beskedne løn som freelancer, og hvad hun kan tjene ind på at renovere gamle huse.

»Men solen skinner ti måneder om året, og jeg er mere forelsket end nogensinde før,« siger Søren Markers og blotter et smil.

Han har lært at se det sjove i det groteske. Sådan har han skrevet sin bog, og sådan kan han lide at forestille sig verden, når han går omkring i Lissabon og København.

»Som jeg ser verden, er den en lille smule grotesk. Nærmest farceagtig. Man kan jo bare gå en tur ned ad gaden, så ser man et eller andet, som er helt til grin. Tilværelsen er omgivet af groteskheder. Nogle få er triste, men langt de fleste er sjove, og dem holder jeg meget af at gå på opdagelse i. Mine øjne er gode til at se det sjove, og livet er nu engang kun så sjovt, som man gør det til.«

Søren Markers er i dag »nærmest lykkelig« over, at pengene forsvandt.

»Mens jeg var rig, var der ingen grund til at eksperimentere. Jeg bekymrede mig sjældent og sov fortræffeligt om natten, men jeg havde ingen drømme eller ambitioner. Pengene forhindrede mig i at opdage, hvor uendeligt stor verden er. På alle måder. Da de forsvandt, gled der sådan en indre låge fra,« siger han og fører hænderne til og fra sit solbrune ansigt.

»Jeg blev revet ud af min skal. Jeg mødte verdens smukkeste og klogeste kvinde, som viste mig, at man stort set kan alt, hvad man vil. Også skrive en bog. Uden hende havde jeg sikkert siddet som forlagsredaktør i en krøllet fløjlsjakke på et dunkelt kontor i København. Hele mit voksenliv har jeg arbejdet som forlagsredaktør og været fødselshjælper på andre menneskers litterære drømme. Små bøger. Store pragtværker. Med min bog har jeg taget springet til at sige: Jeg har da også selv noget på hjerte. Nu må det være min tur til at skrive den bog, der udkommer.«

Fallitten tvang ham til at tage fat om sit liv, og han fandt ud af, livet er mere formbart end som så.

»Hvis man er utilfreds med de betingelser, man lever under, må man pirke til dem. Og nogle gange viser det sig, at betingelserne ikke er sten i en stor, urokkelig mur. Mere en væg af vat, som man kan lave hul i og kravle igennem.«

Han lader de blanke, blå øjne vandre mod vinduet og vurderer sine formuleringer. Smager på ordlyden af sine sætninger.

»Det kommer sgu til at lyde så banalt,« siger han og spidser den ellers runde stemme. Tydeligt utilfreds. Men fortsætter så:

»Det er ikke alle, der får noget ud af at komme ud af deres comfort zone, men jeg anbefaler, at man prøver det. At man kommer ud i virkeligheden og bliver sparket i nosserne af den. At man forfølger lige det, man har lyst til.«