Flere af de mandlige asylansøgere i Thisted-teltlejren er lige som beboerne i lokalsamfundet vrede over forulempelserne af byens kvinder. De er selv flygtet til Danmark for at opnå større frihed.

»Yalla bina, shababs!«

Så er det nu; kom så, fyre. Ammar Mohamed Ali, en høj egyptisk mand, der arbejder på asylcenteret, genner med kraftfuld stemme og en stor armbevægelse et par nølende mænd inden for i spiseteltet.

Den lokale betjent er kommet for at tale alvorsord til teltlejrens godt 300 mandlige, enlige asylansøgere – og der er mødepligt.

Flere af de især kvindelige beboere i Thisted har den seneste tid oplevet situationer, hvor de har følt sig utrygge ved lejrens mandlige beboere, både i byens butikker og på værtshusene i nattelivet.

Af samme grund indskærper lokalbetjenten, at man i Danmark har ligestilling mellem kønnene; her skal man respektere kvinder og holde sig fra at genere dem i nattelivet.

Uden for teltlejrens hovedindgang diskuterer en gruppe mandlige asylansøgere senere på dagen situationen.

De utrygge Thisted-piger er et varmt emne i teltlejren, og Abdullah fra Kuwait, Muslim og Aamer fra Irak og Jawad fra Iran ærgrer sig alle sammen over det lys, de brodne kar blandt de mandlige asylansøgere sætter resten af gruppen i.

»Hvis en pige smiler til mig på gaden her i Danmark, så ved jeg godt, hun ikke vil være kæreste med mig af den grund. Nogle fyre tænker, at »nå okay, hun vil helt sikkert kysse med mig«, og det er de fyre, som har dårlige manerer,« siger Abdullah.

Af samme grund mener Jawad ikke, at politimandens formaninger får nogen effekt.

38-årige Muslim fra Irak afbryder ham og tilbyder at glatte ud:

»Folk fra Danmark er smukke mennesker, og de hjælper os. Det vil vi gerne gengælde. Vi er kede af alle de problemer, der har været, og vi vil gerne undskylde på vegne af de fyre, der ødelægger det for os andre.«

Gruppens ældste, irakiske Aamer, som fingererer en bedekrans med den ene hånd og støtter sig til en stok med den anden, har et mere direkte løsningsforslag.

»Nogle af dem, som kommer herop fra muslimske lande, opfører sig, som var de lige kommet ud af en jordhule,« siger han:

»Hvis en mandlig flygtning laver problemer, så fang ham og send ham af sted, hjem til sit eget land.«

Vrede internt blandt flygtningene

Det er tydeligt, at vreden mod de mandlige asylansøgere, som har forulempet piger i Thisted, ikke kun kommer fra lokalsamfundet.

For flere af de udenlandske mænd i teltlejren, som huser op mod 20 forskellige nationaliteter, er netop den frihed, som danske kvinder og mænd lever med, selve grunden til, at de valgte at søge asyl i Danmark.

Fra sengekanten i telt B1 fortæller Khaled Ahmadi om sit liv i Iran, hvor han arbejdede som kunstmaler og drev en farvebutik ved siden af sine studier på universitetet.

»Jeg havde min familie og penge at leve for. Men jeg havde ingen sikkerhed, ingen frihed og derfor ingen livsglæde,« siger den 29-årige mand.

Han bor i teltet med fire andre iranske kurdere og en mand fra Bangladesh. Tre af de andre beboere snorksover på deres madrasser, mens Khaled Ahmadi fortæller, hvordan efterretningstjenesten en dag hentede ham under mistanke for at være medlem af et oppositionsparti.

De fængslede ham i isolation i 33 dage, før familien fik ham løsladt mod kaution, og Khaled Ahmadi besluttede sig for at flygte ud af landet af frygt for endnu et besøg fra efterretningstjenesten.

»Min synd er, at jeg er universitetsuddannet og engagerede mig i civilsamfundet i mit hjemland. Den iranske regering hader kritik,« siger han.

Selv om kurderne i B1 selv er flygtet med friheden som ledestjerne, har de forståelse for den frygt, forulempelserne af danske kvinder i nattelivet skaber.

»Friheden i Danmark er fantastisk og stor. Du ser ikke enlige piger alene om natten i Iran. Det kan du se her, fordi kvinderne føler sig sikre. De er frie. Hvis vi (de mandlige asylansøgere, red.) skaber problemer, er risikoen, at den frihed går tabt,« siger Khaled Ahmadi.

På briksen over for ham ligger 34-årige Azad på maven under dynen og følger med i samtalen. På spørgsmålet om, hvorfor en så tilsyneladende stor andel af asylansøgerne i Danmark er enlige mænd, siger han.

»Det er jo en ekstremt farlig rejse at komme herop, ikke mindst for børn og kvinder. Det er koldt, og man bliver syg undervejs. Jeg kan godt klare det fysisk, men det vil mine børn ikke kunne,« fortæller Azad med klare øjne.

Hans højeste ønske er at få familiesammenføring med sin kone og sine tre børn, Hanna, Hellen og Mohammed.

»Jeg kan ikke leve med mig selv, hvis de skal vokse op i Iran til et liv uden frihed. Her i Danmark vil de kunne få en god uddannelse og selv bestemme over deres liv,« siger Azad.