Når danskerne skal kåre 100 års mest betydningsfulde danske kvinde er de ikke i tvivl.

Tine Bryld er nummer ét.

Til gengæld må det siges at være noget af en sensation, at en kvinde der havde sit virke primært som radiovært, slår så markante offentlige og historiske personligheder som landets første kvindelige statsminister, landets største forfatterinde gennem tiden, landets største nulevende skuespillerinde og selveste landets regent Dronning Margrethe.

Det var ikke desto mindre det der skete fredag kort før middag, da DRs afstemning om Århundredets mest betydningsfulde danske kvinde sluttede med afdøde socialrådgiver Tine Bryld som absolut vinder.

Mere end 30.000 mennesker har stemt i selve finalen og endnu flere i opløbet der startede med 100 mulige danske kvinder.
Historiske, afdøde, nulevende kvinder. Fra litteraturens, politikkens, videnskabens, musikkens, filmens, sportens og erhvervslivets verden.

Med i finalen var foruden ovennævnte kvinder også Anja Andersen, Anna Ancher, Bodil Nyboe-Andersen og Anne Linnet.

Socialrådgiver Tine Bryld slog imidlertid alle med et overbevisende antal stemmer. Flere end 10.000 stemte på den markante radiovært og socialrådgiver.

Næstflest stemmer tilfaldt Danmarks første - og nuværende - statsminister Helle Thorning-Schmidt, mens dronning Margrethe kom ind på afstemningens tredjeplads .

Tine Bryld var allerede som ung en ihærdig og vedholdende advokat og forkæmper for ligeret og kvinders kamp for selvbestemmelse og lige muligheder. I privatlivet såvel som på arbejdsmarkedet.

Hun står centralt placeret som en af de kvinder, der var med til at få indført fri abort i Danmark, og har altid  været en stærk stemme for de udstødte, de ressourcesvage og dem der ikke selv havde kræfter til at tackle deres eget liv, men havde brug for et kærligt skub fremad i livet.

Særligt hendes arbejde i Danmarks Radio som vært i programmet Tværs i P4 i P1' gjorde hende respekteret og elsket af flere generationer.
Gennem mere end 25 år rådgav hun utrætteligt landets ungdom om alt fra skoletræthed over kærestesorger, familieproblemer til sexovergreb, og vold i hjemmet.

Tine Bryld var endvidere kendt og respekteret fpr sin stædige indsats overfor dem der ikke selv havde en stemme i offentligheden.

De grønlandske fanger i fængslerne, de socialt udstødte på fristaden Christiania, stofmisbrugerne og ofrene for incest og sex-overgreb i hjemmet.

Sidstnævnte emne var Tine Bryld nærmest egenhændigt ansvarlig for at sætte fokus på gennem sit rådgivningsarbejde, der var præget af en unik kombination af varme, egen erfaring, klogskab, fasthed og nøgtern fordomsfrihed.

Bryld skrev både dokumentaristiske bøger som 'Ikke En Engel', 'De nederste i Herstedvester' og 'Hjemmestyrets børn' samt de populære fiktive ungdomsromaner om 'Liv og Alexander'.