Lørdag aften mistede Chris Anker Sørensen livet efter en ulykke i Belgien, hvor han blev ramt af en varevogn, mens han var ude og cykle.

Reaktionerne er strømmet ind lige siden, hvor personligheder fra hele verden hylder Chris Anker Sørensen. Jørgen Leth er en af dem, som begræder tabet af den tidligere cykelrytter.

»Det er et stort tab. Han var morsom, venlig, menneskelig og en gave til cykelsporten,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Jeg lærte ham at kende som rytter og siden mere personligt. Jeg holdt meget af ham. Han var godt selskab og vidste, hvad han talte om.«

Foto: YORICK JANSENS
Vis mere

Chris Anker Sørensen døde af sine kvæstelser efter ulykken. Han blev 37 år. Han var i Belgien for at dække VM i cykling for TV 2.

Og netop det kommende VM i cykling kommer nu til at handle en del om den nu tidligere TV 2 Sport-ekspert. Det tror Jørgen Leth.

»Alle, der kommer til at være en del af VM på den ene eller anden måde, kommer til at græde over hans fravær. Han var så hyggelig, sjov og levende. Han var et fremragende menneske.«

Jørgen Leth tilføjer, at Chris Anker Sørensen kommenterede eksempelvis Tour de France på en måde, som man kun kan, hvis man selv har oplevet det meste inden for cykelsporten.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Og så husker den ikoniske Tour de France-kommentator tilbage på én bestemt sommer i Frankrig. Det var her, han for alvor kom tæt på Chris Anker Sørensen.

»I 2012 blev han kåret som den mest angrebsivrige rytter i Tour de France-feltet. Her talte jeg en del med ham, og han gav så meget af sig selv. Det kunne jeg godt lide.«

»Han var en rytter, som skabte sin egne løb og greb sine chancer. Det var forfriskende at se.«

Jørgen Leth siger afsluttende til B.T., at det er en af de større cykelpersonligheder, som vi lørdag aften har mistet i Danmark.