Hos den svenske flåde siger man nu for første gang, at man holder godt øje med det, der sker.

»Vi ser jo eksempelvis antenner og master, der ikke normalt hører til på en fiskebåd,« fortæller flådechef Ewa Skoog Haslum til SVT:

»Så det er klart, at vi ude på havet oplever, at der indimellem er nogen, der har andre formål med deres aktiviteter.«

Sagt med andre ord: Den svenske flåde holder skarpt øje med de russiske skibe, der hver dag passerer gennem Østersøen.

Det er i høj grad den såkaldte 'skyggeflåde', der dagligt transporter millioner af liter olie på udtjente og tvivlsomme olietankere for at omgå de sanktioner, som Rusland er ramt af på grund af krigen i Ukraine.

Men det kan altså også være russiske skibe med militære formål, såkaldte hybridoperationer.

Den svenske flådechef fortæller, at det kan dreje sig om russiske skibe, der forsøger at få adgang til svenske havne under dække at have været udsat for havari.

»Men man har en hel anden intention, når man kommer ind i havnen,« siger Ewa Skoog Haslum:

»Der kan ske mange forskellige ting ved sådan en hybridoperation, så her er der en hel bane at spille på.« 

Flådechefen understreger også, at de russiske skibe kan bruge deres udstyr til aflytning af kommunikation.