Skilsmisse er altid hårdt. Både for børn og voksne. Og når man som jeg har flere børn end en somalisk bådflygtning, kan livet som alenemor virke totalt uoverskueligt og angstprovokerende.

’Syv? Sagde du syv?’ Chok og tvivl ledsager altid telefonsælgerens stemme, der som en del af sine faste spørgsmål lige skal høre, hvor mange børn, jeg har i husstanden.

Tvivl er der også hver gang, jeg henter min yngste hos en ny legekammerat fra skolen: ’Jeg kan forstå, at I er ret mange derhjemme? Lykke siger, at hun har seks søskende..?’

Jens

Og så er det for det meste svært at komme ud af døren ved bare at hente barn, skoletaske, jakke og støvler, fordi jeg så mødes af alle de samme spørgsmål, jeg er blevet mødt med siden mit fjerde eller femte barn. Altid pænt. Altid sødt. Og for det meste ledsaget af: ’Du har sikkert hørt det her 100 gange før, men…’

Det har jeg. Sikkert også 500. Men jeg svarer altid. For de jo bare nysgerrige, fascinerede og undrer sig over, hvorfor en helt almindelig, etnisk dansk, veluddannet kvinde med langt, lyst hår har valgt at føde syv børn.

Af og til undrer jeg mig også. Og netop spørgsmålet ’Hvorfor?’ har jeg rigtig svært ved at svare på. For det var ikke en plan, der blev udklækket, da jeg var lille. Det var heller ikke et ønske, der kom bragende sammen med mit første barn. De kom bare. Børnene. En efter en. Fordi jeg ikke kunne sige stop eller nej til endnu et lækkert lille barn i mit liv. Og jeg har aldrig fortrudt et eneste af dem. Heller ikke nu hvor jeg har været alene med dem i tre et halvt år.

Klumme - Pierre Bannasch

Men i forbindelse med begge mine skilsmisser har jeg spurgt mig selv, om jeg måske skulle have tænkt mig bedre om, inden jeg fik så mange børn.

Da jeg blev skilt første gang, var jeg mor til tre små børn fra 3-7 år, og selv om det ikke var mig, der sagde s-ordet, indrømmer jeg gerne, at jeg havde tænkt det mange gange, men ikke kunne overskue konsekvenserne af at skulle være alenemor til tre små børn.

Da jeg mange år senere igen skulle skilles, var børneflokken vokset til syv, og igen blev jeg grebet af angst. Angst over for hvordan det skulle gå at være alene med syv børn, hvor den yngste, som gangen før, kun var tre år? Og jeg tænkte meget over, om jeg havde fået så mange børn, hvis jeg havde vidst, at jeg ville blive skilt? Det havde jeg nok ikke. Men uden den viden faldt det mig aldrig ind ikke at få et barn mere, når jeg blev gravid. Heldigvis.

Byline billede: Sognepræst Marie Høgh

For jeg kunne ikke undvære et eneste af dem. Og selv om det ikke var antallet af børn, men langt mere alderen på den yngste, der har gjort de første år som alenemor særligt hårde, havde jeg heller ikke undværet hende. Hun har bragt så meget glæde, lykke og sammenhold ind i vores liv, at selv om ’Nummer 7’ måske var dråben for vores forhold, havde jeg ikke gjort noget anderledes.

Heller ikke selv om livet er hårdt. For det er det. Hårdt. Ofte også hårdere end jeg havde frygtet. Men det er også godt, fyldt med kærlighed og latter. Rigtig meget latter.

Og svaret på ’Hvorfor?’

Tja… Jeg kunne bare ikke gøre andet.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook