Hollywoods symbolpolitik

Når man engang ser tilbage på 10ernes kulturdebat, bliver det umuligt at komme udenom #MeToo-bevægelsen og det heraf afledte fokus på magtfulde, svinske mænds chikane af skuespillere og andre underholdere.

Men som det ofte er, når der kommer fokus på et relevant problem, er en klassisk proces påbegyndt: problem afdækkes, de skyldige rets- (og SoMe)-forfølges og dømmes, kloge hoveder søger forebyggende løsninger.

Og så går der ellers djøficering i tingene: løsninger, som vil resultere i et unødvendigt, besværligt og uoverskueligt bureaukrati.

Senest har de to Hollywoodstjerner Matt Damon og Ben Affleck - der selv har indrømmet flere tilfælde af sexchikane - indført såkaldte ‘inklusionskontrakter’ i deres filmselskab Pearl Street Films

Ideen med denne kontrakt er, at store stjerner kan kræve 'kvinder, farvede, handikappede, medlemmer af LTBG, samt marginaliserede fællesskaber, som traditionelt set bliver underrepræsenteret, skal optræde på skærmen proportionelt med deres repræsentation i befolkningen' i de film, der stiller op i, skriver Politiken

Diversitet er godt. Også på film. Alternativet er samfund som Nordkorea og Tyskland i 30erne og 40erne. Men hvordan i alverden har folkene bag denne kontrakt tænkt sig, at det skal fungere i praksis? Hvordan udvælger man hvilke mindretal, der skal være repræsenteret? Hvem bestemmer? Hvem er et mindretal?

Denne signatur tilhører adskillige marginaliserede grupper, som burde optræde oftere på film: Fans af fodboldklubben Millwall f.eks. Kommer vi i betragtining i den næste Affleck/Damon-produktion?

Selvfølgelig er det karrikeret. Kendsgerningen er, at disse kontrakter udelukkende er symbolpolitik, som det ville blive kaldt i det politiske liv. Ægte forandringer i en superkommerciel verden som filmbranchen kommer alene, når markedet forlanger det.